Den britiske cykelstjerne Mark Cavendish afviser, at han ønsker at stoppe karrieren.

Det var rørende billeder, der søndag tonede frem på internettet af den britiske cykelrytter Mark Cavendish.

I et grådkvalt øjeblik efter den belgiske klassiker Gent-Wevelgem sagde sprinteren, at han måske havde kørt sit sidste cykelløb.

Det fik både tidligere og nuværende kollegaer, eksperter og medier til på sociale medier at hylde Cavendish og hans imponerende bedrifter.

Men Mark Cavendish har ikke nogen planer om at stille cyklen i garagen lige foreløbig.

- Jeg vil ikke stoppe. Jeg elsker cykling, siger briten ifølge BBC til det belgiske medie Sporza efter onsdag at have kørt det belgiske løb Scheldeprijs.

- Inden Gent-Wevelgem var der rygter om, at resten af de belgiske løb kunne blive aflyst. Det gik op for mig, at jeg endnu ikke har styr på, hvem jeg skal køre for næste år, og at det kunne være mit sidste løb i sæsonen og måske min karriere.

Det var i netop Scheldeprijs, at Cavendish i 2007 tog sin første professionelle sejr. Siden er der kommet yderligere 145 på cv'et.

- Jeg går med følelserne udenpå tøjet, især når det gælder løb i Belgien. Jeg tog min første professionelle sejr her i Scheldeprijs i 2007. Jeg har set frem til dette løb, og jeg nyder at køre i Belgien. Det er rendyrket cykelløb, som da jeg var barn. Jeg har intet ønske om at stoppe, siger Cavendish.

Han har vundet Scheldeprijs tre gange i alt. Onsdag var Cavendish med i et udbrud, som han lod sig falde tilbage fra med 35 kilometer igen. Lidt efter kunne man se briten pille sit løbsnummer af cyklen og putte det i baglommen.

Cavendish kørte over stregen som nummer 143. Caleb Ewan vandt i en massespurt.

/ritzau/