»Bjarne giver aldrig op.«

Det fortæller en grinende Fabian Cancellara til B.T., da den tidligere cykelstjerne bliver spurgt til Bjarne Riis’ planer om at skabe et nyt dansk WorldTour-hold.

For efter B.T.s afsløring af Riis’ ambition har mange haft en holdning til den tidligere cykelrytters mulige comeback.

Og Fabian Cancellara, der kørte under Bjarne Riis i en længere periode, tror på, at han kan gøre det og vende tilbage til cykelsportens top.

»Jeg kender Bjarne ret godt. Han er en vinder og en skaber. Han har sine idéer, sine visioner og sine drømme - og han arbejder hårdt for at fuldføre dem,« fortæller schweizeren og tilføjer:

»Hvis der er nogen, der kan skabe et hold på det niveau, så er det helt sikkert Bjarne. Det tror jeg virkelig på,« siger den dobbelte olympiske mester i enkeltstart, der er i Danmark i forbindelse med eventet 'Chasing Cancellara', der søndag blev kørt i Farum.

Tidligere har flere af de aktive danske cykelryttere hilst Bjarne Riis’ retur velkommen og også ytret, at de meget gerne ville køre på et dansk WorldTour-hold igen under ledelse af Riis.

Bjarne Riis’ trak sig tilbage fra Tinkoff-Saxo-holdet i 2015, hvorefter han de seneste år har arbejdet som holdejer for Virtu Cycling, der i øjeblikket kører på det tredjebedste niveau.

Fabian Cancellara poserer her med guldmedaljen ved OL i Rio, hvor han vandt den individuelle enkeltstart.
Fabian Cancellara poserer her med guldmedaljen ved OL i Rio, hvor han vandt den individuelle enkeltstart. Foto: ERIC FEFERBERG
Vis mere

Men lige inden årets Tour de France fortalte Riis så sine ambitioner om igen at vinde Tour de France som holdejer. Og det er noget, Cancellara kan lide at høre.

»Jeg respekterer virkelig Bjarne for det, han gør. Han kunne sidde i sin baghave og læne sig tilbage og nyde livet med sin familie, men det gør han altså ikke. Og hvis nogen lægger så meget arbejde i cyklingen, så er det, fordi man har så meget hjerte for den her sport,« siger schweizeren, der også mener, at Riis har stor ære i, hvordan dansk cykling ser ud i dag.

»Jeg synes, at danskerne bør være stolte af en person som ham, der hjælper og vil gøre alt for at få cykelniveauet i landet op på det internationale niveau. Uden Bjarnes mange års engagement, så ville Danmark heller ikke have den indflydelse, som de har i dag.«

Australske Michael Rogers, der blandt andet har tre verdensmesterskaber i enkeltstart på cv’et, har også kørt under Bjarne Riis. Søndag blev han så genforenet med sin tidligere sportsdirektør, da han kørte holdtidskørsel med blandt andre ham ved eventet i Farum.

Og Michael Rogers finder også det store smil frem, når snakken falder på holdkammeraten for en dag, Bjarne Riis.

»Jeg synes, at Danmark har brug for et hold på World Tour-niveau, og det vil Bjarne kunne gøre. Han har altid været stor en inspiration for så mange ryttere i Danmark, og det netværk, han har bygget op med personale og uddannede sportsdirektører, er fantastisk. Han har stadig en masse at tilføje til professionel cykling i dag,« fastslår han.

Ud over Riis’ ambition om et nyt storhold, så mener Michael Rogers også, at et nyt dansk hold på den helt store hylde ville få en kæmpe betydning i det hele taget.

»Hvis man har et dansk hold på toppen af sporten, så er et vigtigt element også, at det inspirerer og filtrerer sig hele vejen ned igennem til hverdagscyklisten. Jeg ønsker ham alt det bedste, og jeg håber, han kan gøre det igen.«

Australske Michael Rogers håber, at Bjarne Riis lykkes med sit projekt om at skabe et nyt WorldTour-hold.
Australske Michael Rogers håber, at Bjarne Riis lykkes med sit projekt om at skabe et nyt WorldTour-hold. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Det er også tydeligt, at Bjarne Riis ifølge de to tidligere ryttere har en vilje som få. Og Fabian Cancellara lægger samtidig vægt på, at Bjarne Riis altid har og stadig går rigtig langt for at nå sine mål.

»Han er en fyr, der aldrig giver op. Folk glemmer virkelig, at der var år, hvor Bjarne ikke tog en eneste cent. Han investerede sine egne penge i sit hold. Det var selvfølgelig hans firma, men det er ikke alle, der ville gøre det. Og det viste bare den enorme tillid, han havde i alle på holdet. Det fortjener enorm respekt.«

Bjarne Riis er fortsat i gang med at forsøge at opnå sit mål. Og som altid er det pengene, der er tungen på vægtskålen. Et WorldTour-hold bliver ikke aktuelt fra næste år, men ambitionen er fortsat at have et hold på det niveau i 2020 eller 2021.

Og lykkedes det, vil Fabian Cancellara i den grad lette på hatten.

»Det er aldrig let at finde pengene til det, og det ved Bjarne også. Men hvis han formår skabe et hold igen? Hey. Chapeau, Bjarne!«