Otte års samarbejde mellem danske Saxo Bank og det tidligere Bjarne Riis-ejede cykelhold Team Tinkoff-Saxo er slut.

Det meddeler Saxo Bank i en pressemeddelelse, hvor man samtidig udtrykker glæde over samarbejdet med den flamboyante holdejer Oleg Tinkov.

»Vi vil særligt takke Oleg Tinkov, holdets nuværende ejer, og ledelsen af Tinkoff-Saxo for partnerskabet, og vi ser frem til en god afslutning på året sammen. Cykelsporten vil altid have en særlig betydning for os, og vi ønsker holdet fortsat succes,« skrev Saxo Bank-ejerne Lars Seier Christensen og Kim Fournais.

Men under overfladen har det dansk-russiske forhold ikke nødvendigvis været så godt, som der gives udtryk for i afskedsmeddelelsen.

Det vurderer BTs sportschef, Jacob Staehelin.

»Jeg har svært ved at tolke det anderledes, end at Saxo Bank ganske enkelt er blevet trætte af samarbejdet med Oleg Tinkov - og at det blev afgørende,« siger han og fortsætter:

»Under Touren sagde Tinkov, at han ikke var interesseret i at have en medsponsor - hvilket var en tydelig provokation af Saxo Bank - så samarbejdet har været anstrengt i længere tid. Der blev også forhandlet under Vuelta a España, men uden held,« tilføjer Jacob Staehelin, som også bemærker, at farvellet til Team Tinkoff-Saxo måske kun er et på gensyn til cykelsporten.

»Det er langt fra sikkert, at Saxo Bank er færdige med cykelsport. Men Oleg Tinkov gider de ikke mere.«

Der bliver spekuleret i, at Bjarne Riis pønser på at gøre comeback i cykelsporten, og at han muligvis vil gøre det med Saxo Bank i ryggen.