Det var en neglebider-spurt helt til målstregen i Napoli, da den danske superstjerne Mads Pedersen viste sig som hurtigste mand.

Sejren gør Mads Pedersen historisk og medlem af en vildt eksklusiv klub. Her får du B.T.s dom over 6. etape af Giro d'Italia:


Først var der Jesper Skibby, og nu 28 år senere er der så Mads Pedersen. Trek-stjernen har skrevet dansk cykelhistorie med et vaskeægte grandtour-hattrick med etapesejre i både Giroen, Touren og Vueltaen.

Det var powerspurt af en anden verden, da Mads Pedersen satte spurtstjerner som Jonathan Milan, Pascal Ackermann og Kaden Groves til vægs, inden han kunne skrige glæden ud og knytte næven.

Sejren gør ham samtidig til en del af en ultra-eksklusiv klub af legendariske cykelryttere, der har en VM-titel oveni grandtour-hattricket. Han er kun 19. medlem i klubben, der blandt andre tæller Eddy Merckx, Bernard Hinault, Mark Cavendish, Alejandro Valverde og Peter Sagan.

Hvor er du vild, Mads!

Corona. Det er efterhånden begrænset, hvad corona fylder i hverdagen langt de fleste steder, men i cykelverdenen bliver den ved med at spøge.

Torsdag måtte den første rytter så udgå af Giro d'Italia på grund af corona. Franskmanden Clément Russo fra Arkea-mandskabet har forladt løbet.

Allerede inden grandtourens start var det Jonas Vingegaards Jumbo-Visma, der måtte skifte ud i Giro-truppen, da Robert Gesink og Tobias Foss testede positive for corona.

Lad os for alt i verden krydse fingre for, at ingen af løbets stjerner bliver ramt.

Dagens etape gik fra Napoli til Napoli, der stadig var festligt pyntet op efter byens vilde fejring af Serie A-titlen for en uge siden.

Fodboldfeberen raser fortsat i byen, og det skulle naturligvis markeres før starten af etapen.

Da superstjernen Remco Evenepoel havde skrevet sig ind til start, fik han en fodbold i Napoli-farver, og så var det ellers værsgo at vise, hvad han kan med sådan en.

Heldigvis for belgieren var han en ganske habil fodboldspiller for både Anderlecht og PSV Eindhovens ungdomshold, inden han valgte at satse på cykelkarrieren.

Remco Evenepoel viser sine fodboldevner.
Remco Evenepoel viser sine fodboldevner. Foto: LUCA ZENNARO
Vis mere