Dagens etape i Giro d'Italia var på forhånd malet rød og hvid af gode danske muligheder.

Mads Pedersen viste sin eminente fightervilje, da han kæmpede sig tilbage på tredje etape, inden han blev slået med et mulehår på målstregen. Her får du B.T.s dom over 3. etape af Giro d'Italia:


Det var så tæt på, Mads! Den danske cykelstjerne lignede til det sidste en mand, der kunne vinde etapen og skrive dansk cykelhistorie som kun den anden dansker med en etapesejr i alle tre store tours.

Men australske Michael Matthews var for hård en nød at knække for Trek-danskeren, der måtte nøjes med andenpladsen i spurten.

25 kilometer fra mål var Mads Pedersen ellers i problemer på kategori 3-stigningen, men han viste, at han aldrig giver op, og kæmpede sig tilbage.

Det er ikke uden grund, han har nummer ét på Trek-holdet, der sendte flere hjælpere ned for at bringe ham tilbage til favoritgruppen.


Øv! Når Magnus Cort har sine bedste dage på cyklen, er etaper som denne på bornholmerens menu.

Men 'Concorten' er ikke på toppen, og det blev tydeligt, da han måtte slippe feltet på stigningen 25 kilometer fra mål.

EF-danskeren vil ikke være tilfreds med dagens resultat, men der er ingen grund til at kaste håndklædet i ringen.

Cort har det for vane at køre sig bedre og bedre i løbet af tre ugers etapeløb.

»NEJ, NEJ, NEJ, NEJ, det må du ikke!« råbte Discoverys kommentatorpar Thomas Bay og Jesper Worre i munden på hinanden.

Jumbo-Vismas Sepp Kuss, der sidste år hjalp Jonas Vingegaard til Tour de France-sejr, havde bøvl med gearene på en nedkørsel, men der var ingen servicebil i sigte, så amerikaneren tog sagen i egen hånd.

Han stak vitterligt hånden ned til baghjulet for at rode med gearene, mens han susede nedad. Det var hul i hovedet og kunne have kostet en finger i værste tilfælde!

Heldigvis kom Jumbo-Visma-bilen hurtigt til undsætning med en ny cykel, så katastrofen blev undgået, og så kunne kommentatorparret trække vejret igen.