Jonas Vingegaard triumferede på et freakshow af en etape, hvor vandet væltede ned over de frosne ryttere. Etapen var nærmest et langt chok.

Her får du B.T.s dom fra fjerde etape af Paris-Nice, der blev vundet af Jonas Vingegaard. 

Det her var en af Jonas Vingegaards vildeste sejre i karrieren, hvis I spørger mig. Intet mindre.

Triumfen var direkte episk – karrierens første i Paris-Nice. Hvor skal vi starte?

Etapen var nærmest et langt chok, der startede med, at det hele eksploderede allerførst på dagen, da sidevinden fik det hele til at eksploderede. 

Vi havde knap fået pusten tilbage, før løbets førertrøje, Juan Ayuso, udgik efter et chokstyrt, og Vingegaard pludselig var i front. Men i undertal – fire mod en – over for en Red-Bull-armada i front.

Derfra kørte han alene afsted på den sidste stigning , alt det under forfærdelige vejrforhold.

Sejren krævede en velassorteret cocktail af forskellige ingredienser fra Vingegaard: Snilde til at stikke afsted under sidevinden, en mestring af det vilde kaos, der resulterede i en masse styrt og evnen til at holde varmen i hæsligt og vådt vejr.

Det krævede selvfølgelig også et voldsomt niveau og en portion held, der sendte hans store rival, Juan Ayuso, ud af løbet. 

Vingegaard kørte etapen til nærmest perfektion. Nu fører er han ny mand i den gule trøje, med 52 sekunder ned til nummer to. Jonas, vi er målløse.

Jonas Vingegaard sad klistret til Red Bull-Bora-hansgrohes ryttere.
Jonas Vingegaard sad klistret til Red Bull-Bora-hansgrohes ryttere. Foto: Anne-Christine Poujoulat/AFP/Ritzau Scanpix

Med ét blev alt forvandlet.

Efter tirsdagens skuffende holdtidskørsel lignede det pludselig et svært udgangspunkt for Jonas Vingegaard, hvis han endelig ville vinde Paris-Nice – for han var langt efter de fleste konkurrenter, herunder Juan Ayuso.

Men spanierens mareridtsstyrt på onsdagens etape og den vanvittige dag, hvor alt eksploderede fra start, har vendt alt på hovedet i Paris-Nice – og heldigvis er det til gavn for Jonas Vingegaard.

Pludselig virker det helt usandsynligt, at nogen skal kunne fravriste ham sejren, hvis han gennemfører. Er du gal, et cykelløb!

Der gik et chok gennem kroppen på os, da der pludselig blev sendt billeder hjem fra Frankrig af Juan Ayuso – manden i den gule trøje – der knap nok kunne træde på sin cykel.

Med knap 50 kilometer til mål blev han fanget i et styrt, der ikke var tv-billeder af. Men det var så slemt, at han var i voldsomme smerter og måtte udgå.

Det var frygteligt at se spanieren stå af cyklen. For han havde det så skidt, at han måtte lægge sig ned i vejkanten, fordi han havde så ondt.

Vi ønsker ham alt det bedste herfra, men det tegner ikke godt. De seneste meldinger er, at han er kørt på hospitalet. En modbydelig skæbne.

Torsdag venter endnu en dag, hvor det går op og ned i Paris-Nice. Og det starter endda tidligere, end det gjorde på dagens drama.

Etapen, der slutter med en stigning op mod Colombier-Le-Vieux, bliver formentlig endnu en dag, hvor favoritterne kan forsøge at stikke kniven ind på hinanden.

Men Vingegaard har pludselig fået et perfekt udgangspunkt efter Juan Ayusos styrt og den danske stjernes kørsel, der satte alle de andre på plads.

Vi kan ikke vente på endnu et stort slag!

1. Jonas Vingegaard - Visma-Lease a Bike
2. Daniel Martínez - Red Bull-Bora-hansgrohe +0:41''
3. Tim van Dijke - Red Bull-Bora-hansgrohe +0:45''
4. Mick van Dijke - Red Bull-Bora-hansgrohe +1:42''
5. Georg Steinhauser - EF Education-EasyPost +2:54''
6. Kévin Vauquelin - INEOS Grenadiers +3:38''
7. Lenny Martinez - Bahrain-Victorious +4:02''
8. David Gaudu - Groupama-FDJ United +4:20''
9. Jensen Plowright - Alpecin-Premier Tech +4:55''
10. Marc Soler - UAE Team Emirates-XRG +5:07''