Jonas Vingegaard stod i skarp kontrast til en anden superstjerne, da han igen viste, at han mestrer en helt særlig del af jobbeskrivelsen som klassementrytter – denne gang uden nogen absurd form for hovedbeklædning. Mark Cavendish må derimod være rødglødende.

Her får du B.T.s dom fra anden etape af Tirreno-Adriatico, der blev vundet af supersprinteren Jasper Philipsen.

Jonas Vingegaard tog sig en Tirreno-tirsdag af den mindre udmarvende slags, da topfavoritten lå i læ i feltet hele dagen og sparede på kræfterne.

Ikke den sværeste dag for en klassementrytter, men så sandelig en vigtig del af jobbeskrivelsen. Danskeren slap for problemer og var fabelagtig til at holde fokus. Den evne har han bare, og den er ikke givet.

Heller ikke selvom man har vundet Tour de France fire gange. Spørg bare Chris Froome, som stod i skarp kontrast til Vingegaard.

Israel-Premier Tech-stjernen har de seneste år været en skygge af sig selv, men han viste, at man sagtens kan ryge på røven på en dag, der ved første øjekast ser ufarlig ud. Det var bene, Jonas.

Jonas Vingegaard har i forvejen vundet O Gran Camiño i år.
Jonas Vingegaard har i forvejen vundet O Gran Camiño i år. Foto: Brais Lorenzo/EPA/Ritzau Scanpix
Vis mere

Glem alt om forhastede konklusioner og sammenligninger med øvrige Tour-favoritter i dag.

Tirsdagsterrænet fra Camaiore og Follonica lagde ingenlunde op til en opvisning fra andre end sprinterholdene, og derfor kan man ikke pege på andet end status quo efter dagens etape.

Jonas Vingegaard kan dog glæde sig ved, at han er kravlet op på en samlet ottendeplads i løbet, hvor han fortsat er 22 sekunder efter den spanske vidunder Juan Ayuso.

De store slag lader vente på sig, og det er også fint nok. Vi skal jo lige i gang.

Mark Cavendish må være godt rasende, mens vi skriver disse linjer.

Uheldet forfulgte den britiske sprinterstjerne i prefinalen af dagens etape, hvor en defekt smadrede hans sejrschancer. Men Astana-holdet hjalp på ingen måde manden, der har flest Tour-etapesejre i historien (34, ligesom Eddy Merckx, red.) på vej.

Hjælpen fra Astana-stjernens holdkammerater var minimal, og Cavendish – der utallige gange har vist prøver på sit iltre temperament – må være rødglødende. Efterladt i stikken, så han på ingen måde nåede tilbage til feltet til massespurten.

Han skal dog være glad for, at han deler holdbus med rolige Michael Mørkøv. For er der et menneske på denne klode, som kan få Cavendish til at falde ned igen, må det være ham.

Mark Cavendish må være rasende efter dagens etape.
Mark Cavendish må være rasende efter dagens etape. Foto: Carlos Ortega/EPA/Ritzau Scanpix
Vis mere

Hvis der er en ting, cykelryttere går op i, så er det at være lirens.

Kort kan cykelbegrebet oversættes til at være elegant eller have god stil, og der er selvfølgelig også noget, italienere også sætter pris på – at se godt ud.

Til gengæld var det ikke just tilfældet, da Kristian Sbaragli styrtede og mistede sine briller – ikke specielt lirens. Men det findes der heldigvis råd for.

Kort efter styrtet strøg den dobbelte verdensmester Julian Alaphilippe over til Sbaragli for at aflevere vedkommendes cykelbrille. Dobbeltlirens. God stil af franskmanden, og så sørgede han for, at Sbaragli kunne cykle videre og se lirens ud.

Med 1400 højdemeter på programmet var det ikke tirsdag, vi regnede med at se Jonas Vingegaard præge cykelløbet.

Men herfra kommer der kun flere og flere højdemeter på, som dagene går. Onsdag er det nærmest dobbelt op, og derfor bliver mulighederne for at se Jonas Vingegaard tage sagen i egen hånd bedre og bedre hen ad ugen.

Her får vi også en bedre indikation af, hvilke ben den danske Visma-rytter har pakket med i kufferten til Italien.

Det helt store fyrværkeri bliver dog på lørdag, inden søndagen på papiret ikke bliver en dag for klassementet.