Jonas Vingegaard tabte knap et minut til Tadej Pogacar – men han blev også spist til sidst af to, unge løver. Bekymrende.

Her får du B.T.s dom fra 14. etape i Tour de France, der blev vundet af Tadej Pogacar.

Indtil videre var det mest af alt tomme ord. Men lørdag prøvede han endelig, og det skal han have ros for.

Jonas Vingegaard var med til at åbne det kaotiske cykelbal på dagens afsluttende stigning, da han satte et hårdt, progressivt og dybt stik ind på sine konkurrenter.

Det var nye takter fra vores dobbelte Tour-vinder, der indtil videre mest af alt har virket på hælene i årets cykelløb. Men han betalte en pris for sit sats.

Til gengæld var den sidste del af løbet bekymrende. For efter at have sat alle andre end Pogacar med sit angreb, blev han hentet af Isaac Del Toro og Paul Seixas. De smadrede Vingegaard i spurten, hvor danskeren så slidt ud.

Jonas Vingegaard tabte tid til Isaac Del Toro og Paul Seixas, men han ligger fortsat på en samlet andenplads. Nu er han 4 minutter og 30 sekunder som Tadej Pogacar. Foto: Gonzalo Fuentes/Reuters/Ritzau Scanpix

Vi bliver nødt til at se virkeligheden i øjnene. Den centrale debat om Jonas Vingegaards Tour de France bør nemlig ikke længere være, om han vinder.

Det gør han ikke. Den sammenligning, vi har haft i årevis, mellem danskeren og Tadej Pogacar, giver ikke mening mere.

Den rå og kyniske sandhed er, at hullet er alt for stort. 

Til gengæld skal Jonas Vingegaard kigge sig over skulderen. For der står skrupsultne, unge løver som Paul Seixas og Isaac Del Toro klar til at aflive det danske bytte. 

Tadej Pogacar snuppede sin fjerde etapesejr i årets Tour de France. UAE havde igen en fantastisk dag med en sejr til sloveneren og en andenplads til Del Toro. Foto: Guillaume Horcajuelo/EPA/Ritzau Scanpix

Han kæmpede alt, han kunne. Men det var ikke nok.

For Anthon Charmig tabte en umenneskelig kamp mod uret om overlevelse.

Uno-X-danskeren havde en decideret offday i kølvandet på flere styrt, der tvang ham til at slippe feltet alt for tidligt på dagens etape.

Derfra var det en brutal mission om at nå tidsgrænsen, ene mand bag feltet. Og han kæmpede bravt for sit liv, men han nåede det ikke. Derfor er han ude af Tour de France på den mest ubarmhjertige måde.

Anthon Charmig er udgået af Tour de France. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Vi troede langt om længe, at det var slut. At vi havde set det sidste til det. Men så måtte vi tro om igen.

For pludselig blev Tour-landevejene invaderet af roende sportsentusiaster, der gentog den norske gimmick fra VM i fodbold.

Én ting er, at de norske vikinger gør det. Men hvad hulen er meningen, når cykelfans – der intet har med Norge eller VM at gøre – roer i de franske bjerge?

Ikke mere Norge nu, tak! Vi har fået gnedet nok salt i det danske, åbne kødsår.

Søndag fortsætter lidelserne for feltets sprinterkonger.

Endnu en gang står den på en dag med en solid sjat højdemeter og en finale, der går direkte op i himlen på Plateau de Solaison.

Med andre ord bliver det igen en gylden mulighed for en episk dyst mellem de store klassementstjerner.

Skal du ud og prøve på noget, Jonas?

1. Tadej Pogacar – UAE Team Emirates
2. Isaac Del Toro - UAE Team Emirates +0:38
3. Paul Seixas - Decathlon CMA CGM ''
4. Jonas Vingegaard - Visma-Lease a Bike +0:44
5. Remco Evenepoel - Red Bull-Bora-hansgrohe +0:48
6. Juan Ayuso -Lidl-Trek +0:50
7. Florian Lipowitz - Red Bull-Bora-hansgrohe ''
8. Richard Carapaz - EF Education-EasyPost +1:18
9. Tobias Halland Johannessen - Uno-X Mobility +1:40
10. Mattias Skjelmose - Lidl-Trek ''

Følg alt det seneste fra Tour de France i B.T.s liveblog lige her. Touren varer indtil søndag 26. juli.