B.T.s dom: Vanvittige tv-billeder – det så livsfarligt ud
Mattias Skjelmose vendte alt på hovedet under en vanvidsetape. Han er ved at skrive cykelhistorie.
Mattias Skjelmose vendte alt på hovedet under en vanvidsetape. Han er ved at skrive cykelhistorie.

En legendarisk etape bød på sindssyge tv-billeder, hvor Mattias Skjelmose stak kniven ind på sin egen kaptajn.
Her får du B.T.s Tour-dom fra 19. etape, der blev vundet af Tadej Pogacar.


Ingen havde set det her scenario for tre uger siden. Men Mattias Skjelmose er ved at vende det hele på hovedet og levere en gigantisk dansk overraskelse. Nu er der kun én ting at gøre: at bøje sig i støvet.
Egentlig skulle han være luksushjælperytter for den dyrtindkøbte spanske stjerne, Juan Ayuso. Virkeligheden er bare den, at danskeren har stukket kniven ind på sin egen kaptajn i Tourens tredje uge.
Uden at angribe Ayuso, men ved at være hamrende overlegen – først på enkeltstarten i tirsdags, og nu igen på mægtige Alpe d'Huez.
Nu ligger sensationen fra Amager kun ni sekunder efter femtepladsen, og det lugter af den bedste danske Tour-placering – hvis man ser bort fra Jonas Vingegaard – siden Bjarne Riis vandt i 1996. Historisk.


Glem alt om svaghedstegn, sygdom, dårlig mave og en såret majestæt.
De seneste døgn har folk haft travlt med at snakke om et svækket UAE-hold, hvor den ene Pogacar-hjælper efter den anden har virket vingeskudt, og spekulationerne om den slovenske Tour-konge har fyldt cykelsfæren.
Men Tadej Pogacar er ligeglad. Sportens ypperste stjerne tværede sine konkurrenter ud på den ikoniske Tour-top, Alpe d'Huez, og efterlod dem chanceløse.
Der er kun én mand, der bestemmer. Fornærm ham aldrig igen.


Hvis du ikke så afslutningen på Alpe d'Huez, gik du glip af sindssyge tv-billeder.
Det var et uvirkeligt inferno på vej op af det mytiske bjerg, hvor tilskuerne var så mange og så vilde, at rytterne måtte fægte med armene for at komme igennem menneskehavet.
Tsunamien var så voldsom, at der opstod trafikale problemer undervejs på vej op af bjerget, fordi biler og ryttere ikke kunne køre forbi.
Det så både absurd og livsfarligt ud.

Hvis dagens etape var brutal, så er morgendagens decideret sadistisk.
Årets kongeetape lander dagen inden afslutningen i Paris, og den bliver decideret barbarisk.
Fire kategoriserede bjerge, tre af dem af den hårdeste kategori og knap 5.500 højdemeter.
Det er her, det hele falder på plads. Her, vi endeligt finder vinderen af Tour de France 2026. For alle andre end favoritterne kommer den inhumane dag til at handle om én ting: overlevelse.

1. Tadej Pogacar – UAE Team Emirates
2. Lenny Martinez – Bahrain-Victorious +0:06
3. Richard Carapaz – EF Education-EasyPost +0:09
4. Sepp Kuss – Visma-Lease a Bike +1:14
5. Tobias Halland Johannessen – Uno-X Mobility +2:07
6. Remco Evenepoel – Red Bull-Bora-hansgrohe +2:29
7. Isaac del Toro – UAE Team Emirates +2:41
8. Mattias Skjelmose – Lidl-Trek +2:45
9. Paul Seixas – Decathlon CMA CGM ''
10. Harold Tejada – XDS Astana Team +3:22
Følg alt det seneste fra Tour de France i B.T.s liveblog lige her. Touren varer indtil søndag 26. juli.