B.T.s dom: Slet ikke til at forstå – det er et gigantisk chok
Søndag 19. juli 2026 vil for altid stå tilbage som en rædselsfuld dag for danske cykelfans.
Søndag 19. juli 2026 vil for altid stå tilbage som en rædselsfuld dag for danske cykelfans.

Alt blev forandret på et splitsekund. Jonas Vingegaard er styrtet og udgået af Tour de France.
Her får du B.T.s dom fra 15. etape af Tour de France, der blev vundet af Remco Evenepoel.


Hvor skal vi næsten starte?
Chokket fra Jonas Vingegaards styrt undervejs på dagens etape er stadig gigantisk. Det er slet ikke til at forstå, hvad der har ramt Visma-stjernen og resten af cykeldanmark.
Danskeren styrtede i et sving og ramte en kantsten, og med ét var det til at se, at han ikke ville rejse sig op igen og var i smerte. Rædselsfulde billeder.
I stedet var det sidste, vi så til Jonas Vingegaard i årets Tour de France, grimme billeder, hvor han bliver fragtet væk i en ambulance. Vi glemmer dem aldrig, selvom vi ville håbe, at de kunne fortrænges.

Tankerne blev med ét sendt tilbage til torsdag 4. april 2024 og Baskerlandet Rundt.
Den dag var sidste gang, vi så Jonas Vingegaard i asfalten i voldsomme smerter – men heldigvis, og Gud ske tak og lov for det – viste det sig næsten omgående, at det ikke var ligeså slemt.
Styrtet dengang var livstruende. Det var det langtfra søndag, men ikke desto mindre satte det sig omgående i kroppen på os, da vores danske Tour-helt pludselig var nede.
Den bliver svær at ryste af os – men vigtigst af alt er det, at Jonas Vingegaard er okay.


Det er meget tidligt at spekulere – men vi tillader os alligevel at kigge lidt fremad.
For hvor efterlader det her styrt mon Jonas Vingegaard?
Som skrevet ovenfor er det allervigtigste, at Visma-stjernen kommer sig. Alligevel kan vi ikke lade være med at spekulere i, om det her styrt vil sætte sig mentalt hos tidernes bedste dansker på en cykel.
Flere gange undervejs så vi nemlig en udgave af Jonas Vingegaard, der virkede forsigtig på nedkørsler. Som om de mange uheld efterhånden har sat sig mentalt hos den dobbelte Tour-vinder.

Søndag 19. juli 2026 vil for altid stå som en gennemført rædselsfuld dag for Jonas Vingegaard og danske cykelfans.
Foruden det hjerteskærende exit fik den dobbelte Tour-vinder den værst tænkelige optakt til etapen, da han blev vækket klokken to om natten af dopingkontrollen.
Lovligt – men total utilstedeligt ifølge mange, der mener, at rytternes restitution ikke bør forstyrres på så ukristeligt et tidspunkt.
Jonas Vingegaards holdkammerat Matteo Jorgenson var også decideret rasende over hændelsen og kalder det for »mangel på respekt.«

Det virker tomt at gå ind til en uge uden Jonas Vingegaard. Ikke desto mindre er det stilhed før stormen.
Mandag rammer Tour de France sin sidste hviledag inden årets mest brutale uge – og den må du for alt i verden ikke gå glip af.
Vi lægger ud med en afgørende enkeltstart på tirsdag, inden der kommer en voldsom trilogi af bjergslag, der kulminerer med kongeetapen lørdag.
Søndag får vi det store show i Paris, hvor der er sikret genial underholdning med Montmartre-stigningen, der igen er indsat på ruten. En monumental afslutning.

1. Remco Evenepoel - Red Bull-Bora-hansgrohe
2. Tadej Pogacar - UAE Team Emirates ''
3. Isaac Del Toro - UAE Team Emirates +0:06
4. Paul Seixas - Decathlon CMA CGM +0:58
5. Florian Lipowitz - Red Bull-Bora-hansgrohe ''
6. Lenny Martinez - Bahrain-Victoriouus +1:57
7. Mattias Skjelmose - Lidl-Trek ''
8. Juan Ayuso - Lidl-Trek +2:00
9. Adam Yates - UAE Team Emirates ''
10. Quinn Simmons - Lidl-Trek +2:16
Følg alt det seneste fra Tour de France i B.T.s liveblog lige her. Touren varer indtil søndag 26. juli.