B.T.s dom: Konspirationsteorierne kommer ikke til at dø
Vingegaard og de andre danskere blev most af et regulært monster. Visma-stjernens præstation var godkendt, men lukker næppe munden på kritikerne.

Vingegaard og de andre danskere blev most af et regulært monster. Visma-stjernens præstation var godkendt, men lukker næppe munden på kritikerne.


Vi får en dansker i den lyserøde trøje inden længe, selvom vi sidder med en mærkelig fornemmelse. Godt Pogacar ikke er med.
Her får du B.T.s dom fra den tempodramaet i Giro d'Italia, der blev vundet af Filippo Ganna.


Det var en god dag for Jonas Vingegaard – men paradoksalt nok er mavefornemmelsen noget blandet og mærkelig.
For jeg havde regnet med mere fra den dobbelte Tour-vinder. Det blev en lunken præstation, der hverken var fremragende eller dårlig.
Til gengæld tog han tid på alle konkurrenter, bortset fra Arensman og O'Connor. Men vi kan godt tillade os at kræve mere end en placering som nummer 13 fra en rytter med Vingegaards klasse.
Det her kommer næppe til at lukke munden på danskerens mange kritikere, der forventer, at han leger med sine modstandere i årets Giro og knuser dem fuldstændig.
Men det kan Vingegaard være ligeglad med. Det kan du læse mere om herunder.


Godt, Tadej Pogacar ikke er med. For med den kørsel, Jonas Vingegaard viste tirsdag, havde han formentlig blødt tid til sloveneren.
Virkeligheden er bare en helt anden. På trods af en godkendt, men halvflad præstation fra danskeren, havde han en super dag i forhold til det samlede klassement.
Nu har Vingegaard kun 27 sekunder op til førertrøjen og øget forspringet ned til tredjepladsen. Det er kun et spørgsmål om tid, inden thyboen kører i lyserødt.
Og derfor kan han være hamrende ligeglad med den kritik, han uundgåeligt vil få.


Først var det Jonas Vingegaards kørsel, der fik voldsom kritik og en tur i maskinen.
Og så blev et stykke stof på danskerens stof et GIGANTISK samtaleemne op mod tirsdagens enkeltstart.
Det var nemlig den blå bjergtrøje, der hvilede på stjernens skuldre og ikke det vanlige, gule Visma-speedsuit, Vingegaard har testet adskillige gange. Derfor rasede debatten om, hvorvidt trøjen ville blive en skjult ulempe.
Hvorvidt den egentlig kostede tid, får vi aldrig svaret på. Men konspirationsteorierne skal nok leve i bedste velgående.


»Jeg kan godt mærke, at jeg løber lidt tør for kræfter derude i dag, men Ganna har kørt hjernedødt stærkt.«
Sådan lød meldingen fra Mikkel Bjerg til TV 2 Sport efter enkeltstarten, hvor vi drømte om flere danske topplaceringer.
Men Filippo Ganna moste danskerne og spiste dem – ligesom alle andre – til morgenmad og havde knap TO minutter til andenpladsen. En regulær magtdemonstration.
Den italienske Robocop er urørlig til enkeltstarter i Giro d'Italia. Nu har han vundet syv af dem. Mamma Mia.

1. Filippo Ganna – Netcompany Ineos
2. Thymen Arensman – Netcompany Ineos +1:54
3. Rémi Cavagna – Groupama-FDJ +1:59
4. Sjoerd Bax - Q36.5 Pro Cycling Team +2:04
5. Derek Gee-West - Lidl-Trek +2:16
6. Max Walscheid - Lidl-Trek +2:17
7. Johan Price-Pejtersen - Alpecin-Premier Tech +2:29
8. Mikkel Bjerg - UAE Team Emirates +2:33
9. Lorenzo Milesi - Movistar Team - +2:40
10. Niklas Larsen - Unibet Rose Rockets + 2:42
13. Jonas Vingegaard - Visma-Lease a Bike +3:00