Jonas Vingegaard gjorde os bange et øjeblik på en etape, der vendte alt på hovedet. 

Her får du dommen fra tredje etape af Critérium du Dauphiné, der blev vundet af Movistars Iván Romeo:

Det var en dag på det jævne for Jonas Vingegaard, men de er også guld værd indimellem, når man har ambitioner om at vinde Tour de France – eller for den sags skyld Critérium du Dauphiné.

Al fare blev afværget på etapen mellem Brioude og Charantonnay, og de danske stænger blev sparet – så vidt man nu også kan det – forud for onsdagens enkeltstart.

Hjertet nåede til gengæld lige at slå en ekstra gang, da feltet ramte Côte du Château Jaune – Det Gule Slots stigning – sidst på etapen, og Jonas Vingegaard pludselig sad bemærkelsesværdigt langt tilbage i feltet.

Den kortvarige bekymring blev dog hurtigt erstattet af lettelse. Og heldigvis blev det ikke udnyttet af manden fra Mars, Tadej Pogacar. Jonas Vingegaard er klar til enkeltstarten onsdag.

Jonas Vingegaard.
Jonas Vingegaard. Anne-Christine Poujoulat/AFP/Ritzau Scanpix

Søndag fik vi et praj om, at Jonas Vingegaard har rykket sig gevaldigt siden sidste års Tour de France: Danskeren har trænet sig til et voldsomt kick og en acceleration, han slet ikke havde efter sit styrt i fjor.

Siden har Vingegaard og Pogacar mest af alt virket som to cowboys foran en saloon, der venter på, hvem der trækker sit våben først – og indtil videre har ingen trykket på aftrækkeren.

De helt store tests kommer ved enkeltstarten onsdag og bjergene senere i løbet, men én ting kan vi sige med sikkerhed – på det spinkle grundlag har det været virkelig opløftende at se Jonas Vingegaard. Han virker brandvarm og knivskarp. Der er lang tid til, men nu følger vi mavefornemmelsen, vover pelsen og smider den her:

Vi får en dansk Tour de France-vinder søndag 27. juli på Champs-Élysées!

Iván Romeo vandt dagens etape af Critérium du Dauphiné-
Iván Romeo vandt dagens etape af Critérium du Dauphiné- Anne-Christine Poujoulat/AFP/Ritzau Scanpix

Tadej Pogacar og Jonas Vingegaard på 9.- og 11.-pladsen i den samlede stilling i et etapeløb – ahva??

Alt blev vendt på hovedet på dagens etape, hvor den spanske komet Iván Romeo på dristig vis kørte sig til sin karrieres største triumf.

Ridtet, der blev fuldendt efter en dag i udbrud, gør også den kun 22-årige spanier til manden i gult og sender dagens lykkeriddere frem i klassementet, hvor Pogacar og Vingegaard har mere end et minut op til førertrøjen.

Mon ikke der bliver rådet bod på det de kommende dage med både tidskørsel og bjergetaper – men ikke desto mindre er det et helt usædvanligt syn, vi er vidne til. 

Procyclingstats

Spænd cykelhjelmen og sæt dig i din bedste aerodynamiske positur på sofaen.

For onsdag står den på en uhyre vigtig enkeltstart, hvor vi får endnu en skarpere fornemmelse af, hvor favoritterne står i forhold til hinanden.

Jonas Vingegaard skal fyre et brag af en tidskørsel af, hvis han vil sende et signal til sine konkurrenter og mene det alvorligt med en sejr i Dauphiné.

Det bliver en voldsom dyst mod Tadej Pogacar, men også Remco Evenepoel, der for alt i verden skal tage tid på de to Tour-vindundere, inden feltet rammer bjergene senere på ugen.

1. Iván Romeo – Movistar Team
2. Harold Tejada – XDS Astana Team +0:14
3. Louis Barré – Intermarché-Wanty ''
4. Florian Lipowitz (Red Bull-Bora-hansgrohe) ''
5. Mathieu van der Poel (Alpecin-Deceuninck) +0:27
6. Axel Laurance (INEOS-Grenadiers) ''
7. Brieuc Rolland (Groupama-FDJ) ''
8. Julien Bernard (Lidl-Trek) ''
9. Andreas Leknessund (Uno-X Mobility) ''
10. Eddie Dunbar (Team Jayco AlUla) +0:29