Længe havde fortællingen om årets Liège-Bastogne-Liège gjort sig bedst som godnathistorie, men et uhyggeligt gigastyrt satte gang i løjerne.

Verdensmesteren Julian Alaphilippe så ud til at være kommet rigtig galt af sted, og cykelverdenen beder i skrivende stund for, at franskmanden er okay.

Løbet bliver også husket for Remco Evenepoels overlegne sejr, der fik ham til at bryde ud i tårer, et overraskende dansk besøg og en genopstanden dansk veteran.

Her får du B.T.s dom fra Liège-Bastogne-Liège.


Man skulle hedde Jacob eller Jakob for at blive dagens dansker i Liège-Bastogne-Liège.

Men det blev Jakob Fuglsang, der leverede den bedste danske præstation. Veteranen viste, at man stadig skal regne med ham på trods af sine 37 år, da han kørte et flot løb og totalt uselvisk kørte leadout for holdkammeraten Michael Woods.

Fuglsang prøvede flere gange på egen hånd at slippe fra de andre favoritter, men det lykkedes ikke – i stedet ofrede han sig for Woods, som desværre ikke forvaltede Fuglsangs arbejde særligt godt. En lille genopstandelse for Fuglsang.

Den anden bejler, Uno X-danskeren Jacob Hindsgaul, kørte også et flot cykelløb. Den 21-årige mand var med i morgenudbruddet og var toneangivende, indtil han og udbruddet blev suget ind af feltet.


Forventningerne til Jonas Vingegaard var ikke de højeste inden Liège-Bastogne-Liège i kølvandet på nedsmeltningen i Flèche-Wallonne.

I onsdags var meldingen, at Jumbo-Visma-stjernen følte sig utilpas, da han først blev sat og udgik af løbet.

Søndag mindede den 26-årige danskers løb desværre om Flèche-Wallonne. Bare værre.

Inden løbet forsikrede Vingegaard, at han havde det fint. Men det håber vi virkelig ikke var tilfældet, for hans løb sluttede med 82 kilometer til mål, hvor han måtte slippe resten af feltet.

Senere udgik han, og danskeren satte punktum på en forbandet – ja undskyld vores franske – lorteuge.

På fransk betyder 'merde' både 'lort' og 'held og lykke'.

I denne uge har han fået alt for meget af det første og alt for lidt af det sidste.

I selv de værste mareridt kan der opstå noget smukt.

Det var tilfældet, da feltet blev ramt af et megastyrt med 60 kilometer til mål.

Her røg en lang række ryttere i asfalten – herunder verdensmesteren Julian Alaphilippe – som lignede en, der var virkelig hårdt ramt efter at være ramlet ind i et tre.

Det så alvorligt og uhyggeligt ud, og tusindvis af cykelfans sidder nu derude og bider negle, mens de er bekymrede for den franske superstjerne.

Og så var det næppe beroligende, at DSM-rytteren Romain Bardet stod af cyklen for at hjælpe Alaphilippe, der lå helt lammet i vejkanten. Bardets voldsomme armbevægelser, da han fik øje på Alaphilippe, tydede ikke på noget godt.

Til gengæld viste den rørende scene, at Bardet har enorm klasse, da han tilsidesatte sit eget cykelløb for at hjælpe en mand i nød. Et løb, han endda kørte for at vinde. Du kan se klippet i videoen herunder.

Og så bestod det smukke også i Evenepoels glædestårer – Alaphilippes holdkammerat – da han nuppede sejren.

I skrivende stund lyder meldingen, at Alaphilippe er ved bevidsthed og kunne mærke sine ben efter at være blevet kørt væk i ambulance, siger hans kæreste, tv-værten Marion Rousse.

Vi krydser alt, der krydses kan.

En opsigtsvækkende gæst aflagde særligt dansk besøg i Belgien, da årets udgave af Liège-Bastogne-Liège skulle køres.

For den københavnske overborgmester, Sophie Hæstorp Andersen, overraskede ved pludselig at stå blandt rytterne inden start, hvor hun fik lov til at hilse på et par af vores danske stjerner.

Overborgmesteren hilste blandt andet på Søren Kragh Andersen og Jonas Vingegaard, og det er jo sådan set noget, hun godt kan vænne sig til.

Om godt to måneder starter Tour de France i København, og derfor er hun allerede i gang med at lade op til den københavnske Tour de France-fest.

1. Remco Evenepoel – Quick-Step Alpha Vinyl    06.12.38''
2. Quinten Hermans – Intermarché-Wanty-Gobert Matériaux    +0.48''
3. Wout van Aert – Jumbo-Visma    ''
4. Daniel Martinez – Ineos Grenadier    ''
5. Sergio Higuita – Bora-hansgrohe    ''
6. Dylan Teuns – Bahrain-Victorious    ''
7. Alejandro Valverde – Movistar    ''
8. Neilson Powless – EF Education-EasyPost    ''
9. Marc Hirschi – UAE Team Emirates    ''
10. Michael Woods – Israel-Premier Tech    ''