Sjældent har jeg siddet med samme vilde fornemmelse i maven som efter årets Amstel Gold Race, der endte med et hæsblæsende drama.

For i minutterne efter løbet var det fuldstændig umuligt at udpege en vinder, da Michal Kwiatkowski og Benoît Cosnefroy krydsede målstregen nærmest synkront.

Først blev franskmanden kåret som vinder, men bedst som han stod og fejrede sejren, fik Kwiatkowski pludselig at vide, at triumfen var hans. Fuld-stændig vanvittigt!

Derudover overraskede en uventet dansker alt og alle. Her får du B.T.s dom fra Amstel Gold Race.


Det dér var muligvis en af årets største overraskelser.

Ingen havde set ham komme, men pludselig kørte den 28-årige dansker et brag af et løb til Amstel Gold Race, hvor han kørte i mål som nummer fem.

Femtepladsen må være karrierens største bedrift for Alexander Kamp, der for alvor viste voldsom og uventet styrke, da han bed skeer med de helt store favoritter.

Det er en rigtig, rigtig god nyhed for dansk cykelsport og hans holdkammerat Mads Pedersen, der kan se frem til solid dansk opbakning. Tak for Kamp(en)!


Juryen ved Amstel Gold Race

For filan, hvor var forvirringen enorm i målområdet.

Som sagt var det kun millimeter, der adskilte Ineos-rytteren Michal Kwiatkowski og Benoît Cosnefroy fra AG2R Citroën, og det fik løbsjuryen til at klokke godt og grundigt i det.

Først var man i tvivl om, hvem der vandt. Dernæst blev Benoît Cosnefroy kåret som vinder, men det var kun, inden de vendte på en tallerken og sendte sejren over i favnen på Kwiatkowski.

Skandaløst og pinligt håndteret af juryen, der før har jokket i spinaten. Og ubærligt for Cosnefroy, der blev snydt for sin karrieres største triumf.

Kasper Asgreen er en enmandshær.

Ofte bliver Wattmonsteret fra Koldings hold – Quick-Step Alpha Vinyl – kaldt for verdens bedste klassikerhold. Men i år har det langtfra været tilfældet.

Skuffelserne har stået i kø, sejrene er udeblevet, og der er slet ikke levet op til forventningerne. Mandskabet plejer endda at være kendt for sin særlige taktik med flere kaptajner, der kan spilles ud på forskellige tidspunkter i løbet.

Men i foråret har der været en kaptajn på det hold, og han hedder Kasper Asgreen. Selvom han ikke har fået meget hjælp, har han gang på gang kørt finaler i verdens bedste endagsløb. Det gjorde han også i Amstel Gold Race, hvor han blev nummer seks. Asgreen mangler stadig en sejr i år, men tvivl ikke. Han er en superstjerne.

Kasper Asgreen har været Quick-Step Alpha Vinyls ubestridte kaptajn de seneste uger.
Kasper Asgreen har været Quick-Step Alpha Vinyls ubestridte kaptajn de seneste uger. Foto: DAVID STOCKMAN
Vis mere

Det lignede et mareridtsstyrt for den ukendte rytter.

Med 75 kilometer tilbage styrtede Anthony Turgis, Andrea Bagioli og en Astana-mand, som var svær at identificere på tv-billederne midt i en stor rundkørsel.

Skrækbillederne fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på en, da rytteren fra det kasakhiske mandskab blev liggende i asfalten, nærmest lammet.

Det var decideret ubehageligt at se på og så frygteligt ud.

1. Michal Kwiatkowski – Ineos Grenadiers    06.01.19''
2. Benoît Cosnefroy – AG2R Citroën Team    ''
3. Tiesj Benoot – Jumbo-Visma    +0.10''
4. Mathieu van der Poel – Alpecin-Fenix    +0.20''
5. Alexander Kamp – Trek-Segafredo    ''
6. Kasper Asgreen- Quick-Step Alpha Vinyl    ''
7. Michael Matthews – Team BikeExchange-Jayco    ''
8. Stefan Küng – Groupama-FDJ    ''
9. Marc Hischi – UAE Team Emirates    ''
10. Dylan Teuns – Bahrain-Victorious    ''