Jonas Vingegaards konkurrenter fik den besked, de havde frygtet hele dagen, da danskeren fortsatte sin spanske massakre. Én særlig detalje stjal opmærksomheden under Vingegaards opvisning.

Her får du B.T.s dom over Jonas Vingegaard fra tredje etape af O Gran Camiño.

Med 21 kilometer igen fik feltets forreste den melding, de havde frygtet hele dagen – og de formentlig vågner over i nat, badet i koldsved.

'Attack from Jonas Vingegaard. Attack from Jonas Vingegaard,' lød det blandt andet i stakkels Pablo Castrillos øre.

Inden han fik set sig om, havde Vingegaard indhentet ham og stukket kniven ind, som var Castrillo en blød pakke smør. Resten af dagens tidlige udbrud havde heller ikke en chance mod danskeren.

Det var helt forrykt at se, hvor let det var for Jonas at snuppe sin anden etapesejr i træk. 

Jonas Vingegaard har vundet alle gældende etaper, han nogensinde har kørt i O Gran Camiño. Den eneste, han ikke triumferede i, var torsdagens enkeltstart, der var neutraliseret. 
Jonas Vingegaard har vundet alle gældende etaper, han nogensinde har kørt i O Gran Camiño. Den eneste, han ikke triumferede i, var torsdagens enkeltstart, der var neutraliseret.  Foto: Cabalar/EPA/Ritzau Scanpix
Vis mere

Man kunne teknisk set have genudgivet fredagens dom for at påpege, hvor giftig Jonas Vingegaard allerede ser ud. 

Lørdag er det dog værd at fremhæve en særlig detalje, der var blændende. For Visma-stjernen gjorde noget, vi slet, slet ikke er vant til.

På etapens sidste nedkørsel var det nærmest kunst, hvad Vingegaard leverede. Her satte han den sidste udfordrer – stakkels Pablo Castrillo – der blev grillet af den dobbelte Tour-vinders fremragende nedkørsel.

Vi plejer at se Jonas Vingegaard køre fra konkurrenterne på de stejle stigninger. Men også nedad var han urørlig, og det tegner virkelig godt til sommerens Tour de France.

Det er umuligt ikke at rose Jonas Vingegaard for den massakre, der sjældent er set magen i et etapeløb. Men ay caramba – hvor er konkurrencen også bare fesen.

Resten af feltet ligner amatører – nærmest juniorryttere – ved siden af den skrupsultne dansker.

Da Vingegaard cementerede sejren denne lørdag, var det helt absurd at se ham indhente konkurrenterne, som kørte han en Vespa, mens de sneglede sig afsted på en trehjulet cykel.

Sandheden skal nok findes et sted midt imellem Jonas Vingegaards tårnhøje niveau og den svage konkurrence. Men virkeligheden er også den, at danskeren har dræbt løbet så meget, at der slet ikke er nogen sportslig relevans tilbage i O Gran Camiño.

Jonas Vingegaard havde en lørdagsfest, da han lavede en Tadej Pogacar med mere end 130 kilometer til mål.

Selvom den danske hurtighjulrer med AFSTAND er den bedste rytter på de spanske landeveje, var han ikke bleg for at gnave sekunderne til sig, som en nervøs hamstrer samlede toiletpapir først i coronakrisen.

Et træk, vi allerede så glimt af under Tour-triumfen i fjor, men som mest af alt er et signaturmove fra ærkerivalen Tadej Pogacar.

Sloveneren er kendt for sin umættelige appetit. På lørdagens strækning mellem Xinzo de Limia og Castelo de Ribadavia kunne Vingegaard i hvert fald ikke nøjes med et enkelt stykke iberico-skinke her og dér. Han ville have det hele.

Søndag bliver skæbnedag for Jonas Vingegaard, når vinderen af O Gran Camiño skal findes. 

De sidste otte kilometer og målet på toppen af en stigning fortærer den danske stjerne lige så hurtigt, som vi kan støvsuge en pose Click Mix. Utvivlsomt den afslutning i årets spanske etapeløb, der passer Vingegaard bedst.

Derfor kræver det en brutal forbandelse eller en gato negro, der vader tværs ind over el camino, hvis Jonas Vingegaard skal misse el trofeo.

Bravo.