B.T.s dom: Drama for åben skærm – vi måtte holde vejret
Et voldsomt ubehageligt styrt sidder stadig i kroppen på os på en dag, hvor alt var anarki, og Mads Pedersen spillede en voldsom hovedrolle.
Et voldsomt ubehageligt styrt sidder stadig i kroppen på os på en dag, hvor alt var anarki, og Mads Pedersen spillede en voldsom hovedrolle.

For første gang i årets Tour fik vi serveret deciderede skrækbilleder, mens en dansk stjerne var centimeter fra at blive afsløret i ulovligheder.
Her får du B.T.s dom fra 12. etape af Tour de France, der blev vundet af Tim Merlier.


Spørgsmålet var, om det var genialt eller direkte dumt.
For Mads Pedersen overraskede alt og alle ved at mose på på etapens afsluttende del for at stikke kniven ind på sine sprinterkonkurrenter inden massespurten.
Målet var at mørne dem, så de ikke fik for mange point i kampen om den grønne trøje. Men brugte han alt for meget unødigt krudt i forsøget, eller var det en genistreg?
Svaret må ligge et sted midt imellem. En placering som nummer ni er hæderlig, men i sidste ende gjorde det nok ikke den store forskel.


Jonas Vingegaard har en vild weekend foran sig.
Men torsdag var det endnu en af de dér mellemetaper, hvor less is more.
Brug så lidt krudt som muligt, vær så usynlig som muligt og kom så nemt igennem som muligt.
Derfor er der ingen ændring i det dansk-slovenske styrkeforhold, og thyboen er fortsat 3 minutter og 36 sekunder efter den store rival.


Sjældent har vi set så vanvittig og kaotisk en finale, hvor alt med ét var forvandlet til et gigantisk anarki.
Dagens sidste 35 kilometer var mere rodede end et teenageværelse, og især Lidl-Trek og Mads P. gjorde, at afslutningen blev fuldstændig crazy og direkte lovløs. De skabte panik i feltet.
Storholdet angreb til højre og venstre og fik følgeskab af andre lykkeriddere, da Lidl-Treks helt åbenlyse taktik var at få et udbrud afsted, så Mads P.s. sprinterkonkurrenter blev snydt for point i mål. Det mislykkedes.
Til gengæld var vi vidner til mareridtsagtige billeder, da vi så et ekstremt ubehageligt massestyrt i høj hastighed kort før mål. Det kommer til at koste voldsomme skader og i værste fald sende ryttere ud af løbet.

Der udspillede sig et drama på åben skærm efter små 46 kilometer. Og det var med en dansker i hovedrollen.
Mads Pedersen fik os til at holde vejret, da han ellers var klart hurtigere end alle sine konkurrenter og snuppede 20 afgørende point i kampen om den grønne trøje.
For det så ulovligt ud. Tyren fra Tølløse holdt slet, slet ikke sin bane i spurten, hvilket lugtede af en klar forseelse og en deklassering – hvilket havde betydet katastrofale nul point.
Derfra gik der absurd mange minutter, inden der kom en officiel melding. Den danske Hulk var endda nede ved kommissærerne og diskutere i lange, mange minutter. Men han slap med skrækken. Pyyha.

Bliver det fugl eller fisk? Oiseau eller poisson?
Fredag byder på en af Tourens absolut mest uforudsigelige etaper med mere end 200 kuperede kilometer.
Profilen er indrettet sådan, at det både kan blive en bjergrytter, der snupper den store hæder, eller en type som Mads P., som har vist solide klatreevner og kan smadre de fleste i en spurt.
Vi krydser fingre for en dansk etapesejr!

1. Tim Merlier - Soudal Quick-Step
2. Olav Kooij - Decathlon CMA CGM ''
3. Jasper Philipsen - Alpecin-Premier Tech ''
4. Biniam Girmay - NSN Cycling ''
5. Milan Fretin - Cofidis ''
6. Anthony Turgis - TotalEnergies ''
7. Max Kanter - XDS Astana ''
8. Clément Russo - Groupama-FDJ United''
9. Mads Pedersen - Lidl-Trek ''
10. Huub Artz - Lotto Intermarché ''
Følg alt det seneste fra Tour de France i B.T.s liveblog lige her. Touren varer indtil søndag 26. juli.