Det var slet ikke danskernes dag, da der søndag blev kæmpet et helt episk slag i Paris-Roubaix.

Efter 257 vanvittige kilometer under helt absurde forhold kørte Sonny Colbrelli først over målstregen fuldstændig tildækket med mudder efter en dag, der længe vil blive husket.

Colbrelli kunne ikke holde tårerne tilbage, da han ikonisk lagde sig i græsset og brød fuldstændig sammen efter mere end seks timers udmarvende cykelløb.

Løbet bød på drama i massevis, da både vand, mekaniske problemer og uheld fra cykler, motorcykler og biler skabte et smukt og helt igennem kaotisk cykelløb. Her er B.T.s dom fra Paris-Roubaix.


»Jeg tror, det bliver hårdt, men jeg vinder næppe løbet,« sagde Søren Kragh Andersen til B.T. dagen inden Paris-Roubaix.

Det gjorde Team DSM-rytteren heller ikke, men alligevel blev han dagens bedste dansker med sin 24.-plads. Det må siges at være godkendt, når man slet ikke regnede med at se Søren Kragh Andersen så langt med fremme i et af de mest kaotiske cykelløb i nyere tid. Rullekraghen er på rette spor igen.

Søren Kragh Andersen (tv.) var dagens bedste dansker.
Søren Kragh Andersen (tv.) var dagens bedste dansker. Foto: ANNE-CHRISTINE POUJOULAT
Vis mere


Resten af de danske ryttere

Paris-Roubaix udviklede sig til et dansk mareridt, som rytterne slugte kilometerne og brostensstykkerne. Kasper Asgreen, Mads Pedersen og Michael Valgren var alle spået gode chancer i det franske monument, men sandheden er, at ingen dansker var med dér, hvor det var rigtig sjovt.

Mads Pedersen så flyvende ud, indtil han ramlede ind i Luke Rowe, styrtede og udgik, mens Kasper Asgreen blev sat tilbage af et mekanisk uheld. Resten? Man havde knap set sig om, inden de blev totalt usynlige. Ja, det er svært at gardere sig mod styrt og mekaniske problemer. Men når den bedste danske placering ud over Søren Kragh Andersen ikke engang er i top-50, kan man godt tillade sig at være skuffet.

Kasper Asgreen (yderst til højre) var godt med i front, indtil han blev sat tilbage af et mekanisk uheld.
Kasper Asgreen (yderst til højre) var godt med i front, indtil han blev sat tilbage af et mekanisk uheld. Foto: CHRISTOPHE PETIT TESSON
Vis mere

Dagens helt store helt hedder Taco van der Hoorn.

Som så mange andre var hollænderen flere gange i asfalten. Wanty-manden røg i hvert fald i jorden to gange, men han nægtede simpelthen at give op, som du kan se i den fremragende video herunder. Den 27-årige tog simpelthen bare sin cykel i hånden og løb noget af vejen for at gennemføre årets udgave af Paris-Roubaix.


Mamma mia, Sonny!
'Bare ærgerligt, Sonny-boy,' er bestemt ikke en replik, man kunne levere til Sonny Colbrelli søndag.

Italieneren vandt en episk udgave af Paris-Roubaix i sin første deltagelse i løbet nogensinde, da han overspurtede Florian Vermeersch og Mathieu van der Poel i den afsluttende spurt. Derefter brød den 31-årige italiener ud i et symbiotisk udbrud af gråd, råb, tårer og grin, da han tildækket af mudder kunne fejre karrierens største og mest vanvittige sejr.

Mamma Mia, Sonny!
Mamma Mia, Sonny! Foto: YVES HERMAN
Vis mere

Det var fuldstændig umenneskeligt
Hvis du ikke allerede har gjort det, så brug fem minutter på at tjekke billeder fra årets Paris-Roubaix. Aldrig har jeg set noget lignende i nyere tid.

Ryttere, der var smurt ind i mudder fra top til tå, enorme vandpytter, motorcykler, der vælter, og stærkt forslåede ryttere, efter de er røget en tur i marken eller ned i asfalten. Monumentet, der ikke var blevet kørt siden foråret 2019, var endelig tilbage og så i en fuldstændig magisk og episk udgave. Det her bliver husket som et umenneskeligt slag i mange, mange år.

Det var ikke kun rytterne, der havde svært ved at undgå styrt.
Det var ikke kun rytterne, der havde svært ved at undgå styrt. Foto: ANNE-CHRISTINE POUJOULAT
Vis mere

Det perfekte K-A-O-S
Frygt, nervøsitet og respekt var tre af de ord, rytterne brugte om Paris-Roubaix forud for årets udgave af løbet.

Og man må bare konstatere, at cykelmonumentet er endnu mere intimiderende med våde og mudrede veje. Der var nærmest flere styrt, end der var ryttere til start, og relativt hurtigt udviklede det sig til et massivt og utrolig smukt kaos, hvor det var fuldstændig umuligt at danne sig et overblik over, hvilke ryttere der sad hvor.

1. Sonny Colbrelli - Team Bahrain-Victorious 06.01,57'
2. Florian Vermeersch - Lotto Soudal    ''
3. Mathieu van der Poel - Alpecin-Fenix    ''
4. Gianni Moscon - Ineos Grenadiers    +0,44''
5. Yves Lampaert - Deceuninck-Quick-Step    +1,16''
6. Christophe Laporte - Cofidis    ''
7. Wout Van Aert - Team Jumbo-Visma    ''
8. Tom Van Asbroeck - Israel Start-Up Nation    ''
9. Guillaume Boivin - Israel Start-Up Nation    ''

10. Heinrich Haussler - Team Bahrain-Victorious    ''