B.T.s dom: Chokbilleder på skærmen – undskyld, Danmark!
Mads Pedersen virkede død og begravet, men pludselig dukkede han op. Undskyld, Danmark!

Mads Pedersen virkede død og begravet, men pludselig dukkede han op. Undskyld, Danmark!

Det var slet ikke til at fatte, da han pludselig dukkede op på skærmen – og efter et vanvittigt cykelløb var Mads Pedersen tæt på at tage røven på alle.
Her får du B.T.s dom fra et fabelagtigt VM-løb, hvor danskeren endte på en vild sjetteplads.


Der findes næppe kraftigere elastikker eller mennesker på denne klode med større nosser end Mads Pedersen.
Alle havde afskrevet stjernen, men den danske tank har en evne, ingen andre besidder i samme grad – at æde sig selv, til skallen er tom og grave sig selv op fra de dybeste og mørkeste kriser.
Da alle kiggede på Paul Seixas, Remco Evenepoel og Isaac Del Toro langt inde i løbet, dukkede Tyren fra Tølløse pludseligt op, uden at nogen fattede, hvor i alverden, han kom fra.
Og når der er kørt 270 kilometer, og smerten sidder i samtlige afkrogene af kroppen, kan alt ske. Mads Pedersen var med i medaljeræset til det allersidste og leverede en af de mest usandsynlige danske VM-præstationer, vi kan huske.

De danske medaljechancer var af mange aflivet på forhånd. Men det var kun få meter fra, at der skulle ædes en ordentlig sjat gamle hatte. Også her fra undertegnede – undskyld, Danmark!
Optakten var mareridtsagtig for Danmark med afbud fra Mattias Skjelmose og Jonas Vingegaard, og på papiret var den rød-hvide trup enormt svækket på ruten i Canada.
Men kaptajnen Mads Pedersen – der i øvrigt havde sagt på forhånd, at han ikke troede på en sejr – producerede noget af det vildeste cykel-tv, vi har set i år.
Ruten passede ham langtfra optimalt, og alligevel var han med i kampen om medaljerne helt til den afsluttende spurt. Respekt.

Danmark havde mere eller mindre aftalt at være usynlige på vejene i Montreal.
Med den klare outsiderrolle skulle de rød-hvide nemlig forsøge at spare på kræfterne så længe som muligt i løbet – alligevel stak et par stykker snuden frem undervejs.
Både Mikkel Honoré og Anthon Charmig røg i offensiven og endte som henholdsvis nummer 19 og 24.
Michael Valgren krydsede stregen som nummer 22 – en flot og hæderlig dag for Danmark, når man tænker på udgangspunktet.

1. Brandon McNulty – USA
2. Michael Matthews – Australien +0:13
3. Mathieu van der Poel – Holland ''
4. Quinn Simmons – USA ''
5. Isaac Del Toro – Mexico +0:14
6. Mads Pedersen – Danmark ''
7. Tom Pidcock – Storbritannien ''
8. Matteo Jorgenson – USA ''
9. Giulio Ciccone – Italien ''
10. Ben Healy – Irland ''
12. Remco Evenepoel – Belgien ''
15. Paul Seixas – Frankrig +2:47
19. Mikkel Honoré – Danmark +3:14
22. Michael Valgren – Danmark +4:20
24. Anthon Charmig – Danmark +4:25
30. Andreas Kron – Danmark +5:46