George Peasgood kæmper lige nu for sit liv, efter en voldsom cykelulykke lørdag, hvor den britiske paraatlet slog hovedet.

Ulykken efterlod den 27-årige cykel- og triatlonstjerne med flere alvorlige skader.

Det skriver The Sun og Peasgoods kæreste, Frankie Hall, på Instagram.

Frankie Hall skriver, at Peasgood i øjeblikket bliver behandlet på intensivafdelingen for en hjerneskade.

'Til alle vores venner skal I vide, at jeres støtte betyder alverden for mig – og det vil den også gøre for ham (George Peasgood, red.). Han er en fighter, og jeg har aldrig kendt nogen så stærk som George, og jeg ved, at han vil komme igennem det,' skriver Hall og takker samtidig både politi- og ambulancepersonalet for deres hjælp.

George Peasgood vandt sølv i triatlon og bronze i cykling ved de paralympiske lege i Tokyo sidste år. Derudover vandt han dette års World Triathlon Para Series.

Netop World Triathlon har også sendt en hilsen til Peasgood.

'World Triathlon er utrolig kede af at høre nyheden om den paralympiske atlet George Peasgood, som har været involveret i en alvorlig ulykke. Vi ønsker ham alt det bedste og ser frem til at byde ham velkommen tibage snart. Vi sender ham al vores støtte,' skrev det internationale triatlonforbund på Twitter søndag.

Den triste nyhed om Peasgood er også nået frem til det britiske paralympiske forbund.

'Vores tanker er hos George Peasgood, der var involveret i en alvorlig ulykke, mens han var ude at cykle i sidste uge. Vi ønsker dig god bedring, George,' skriver forbundet.