Brian Holm delte ud af sine anekdoter og oplevelser fra karrieren hos B.T. Sport under dette års Tour de France.

Men dette års Tour de France var også leveringsdygtig i nye og vilde oplevelser set gennem forruden på sportsdirektørbilen.

Her husker Brian Holm især 16. etape, hvor Julian Alaphilippe tog sejren på etapen til Bagnères-de-Luchon. En sindssyg etape, der bød på underholdning, frustration og chok for Quick-Steps danske sportsdirektør, der netop har forlænget sin kontrakt med det belgiske storhold.

Du får her den vilde 16. etape - fortalt af Brian Holm.

Politiet måtte tilkaldes, da Tour-feltet blev blokeret af vrede landmænd. Vis mere

»Jeg har vores rytter Petr Vakoc med i bilen. Han er ved at komme tilbage efter at have brækket ryggen. Og han siger, det er det mest sindssyge, han nogensinde har oplevet i hele sit liv - at køre med i den servicebil.

Etapen starter med, at Tim Declercq bliver sat af. Så er det den etape, hvor farmerne afbryder løbet, og der er lidt slagsmål og sådan. Det starter ikke for godt. Så jeg tænkte 'jeg tager sgu lige en sodavand her', og de lå og rodede rundt med politi og tåregas.

På grund af alt det her kommer Tim Declercq op igen, og journalisterne ringer, så jeg fortæller dem i sjov, at det er noget, vi har arrangeret, så han kan komme op igen. Men han ryger så af igen og fuldfører ikke etapen.

Fremme i feltet stikker Alaphilippe. Stikker, stikker, stikker og stikker. Han rammer så udbruddet, og Philippe Gilbert kommer med. Vi kan begynde at se, at det er sejren, vi kører med om, og jeg sidder i bilen bag dem. Gilbert tror selv på, han kan vinde, så han kører på en af nedkørslerne, som han kan. Han kører efter sin gps, som de gør på nedkørsler.

Philippe Gilbert blev 16. etapes mest angrebsivrige rytter. Måske mest på grund af, at han kom i mål med en brækket knæskal. Vis mere

Han kigger så forkert på gps'en og rammer svinget dårligt. Han ryger ud over kanten. Vi spørger ham: 'Er du okay?' Der er ikke noget svar, som man siger i cykelsporten. De plejer at skrige, at de er okay, men der er ikke noget skrig. Han svarer ikke. Man tænker: 'Fuck, nu er han død.'

Vi stopper bilen og kigger ned, og der er godt nok et stykke vej ned. Så hører vi, han begynder at bande. Der var så liv i ham endnu.

Vi får ham op, og vi får sagt til Alaphilippe, at han skal fortsætte med at køre. Vi kan jo så se, Gilbert i live. Han kører videre, og jeg er kørt efter Alaphilippe. Jeg kan så høre, Gilbert råber og råber, og han har så brækket knæskallen. Han kører videre til mål. Det er jo cykling, når det er bedst.

Så kommer vi op til Alaphilippe. Vi siger til ham: 'Lad vær med at stikke, lad vær med at stikke på nedkørslen.' Og så stikker idioten. Det gør han altid. For helvede, og der er stadig 15 kilometer fladt inden den sidste stigning.

Alaphilippe blev sejrherre på 16. etape. Vis mere

Så vi råber: 'Vent, vent, vent.' Det gør han så, men så råber han på os: 'Jeg er færdig, jeg er færdig.' Han kommer ned og spørger, om han må få en dunk. Så han får en dunk og kører tilbage til gruppen.

Så råber han igen på os. 'Op igen, op igen.'

'Hvad nu?'

'Jeg skal også lige have en dunk til ham fra Cofidis. Han er vist også tørstig.'

Okay. Så giver han en dunk videre. Hvis han kan hente dunke for en anden franskmand, så kan han jo ikke være helt død. Og Vakoc siger også, han er en idiot.

Så kører de cykelløb, og så kører Yates foran. Så siger vi til ham, at han skal stikke inden toppen. 'Dit mål er toppen af stigningen. Der spurter du op til toppen. Du kan hente ham, hvis du har 15 sekunder til ham på toppen. Og hvis han kan høre, du kommer, så kan det være, han stresser og laver fejl.'

Alaphilippe er den, der kører stærkest nedad. Og han kører så. Han har fire-fem sekunder ned til de andre udbrydere og 15 sekunder op til Yates. Og han begynder at køre ind på ham.

Yates er nok blevet så stresset af det, at så han ryger på røven. Alaphilippe kører selvfølgelig forbi. Og så spørger han: 'Skal jeg vente?' Jeg spørger: 'Hvad?' 'Jamen, skal jeg vente? Han er styrtet!' Og man kan se på tv-billederne, at han kører og venter?

Adam Yates røg i asfalten, da Alaphilippe kom stormende efter ham. Vis mere

'Jamen, er du fuldstændig sindssyg? Tror du, der er nogen, der venter på dig, hvis du vælter? Ventede de på Gilbert, din idiot? Der kørte de også videre!'

'Jamen, så kører jeg!'

'Ja, du kører kraftedeme, du vinder, din idiot!'

'Okay!' Så kørte han igen. Og så vinder han, han har polakdot-trøjen, er hele Frankrigs darling. Det var sgu sødt. Den var til historiebøgerne.«