Hvem skal køre Tour de France, og hvem skal ikke?

En stor beslutning, som alle cykelhold sidder med inden årets store løb i det franske. Og udtagelsen er en proces, Brian Holm kender ganske godt.

Reglerne er simple. Hvert hold – herunder Brian Holm og Deceuninck-QuickStep – må udtage otte ryttere, og det betyder, at nogle skal vrages, og det er bestemt ikke en nem opgave.

Typisk sidder der fem sportsdirektører og en manager, forklarer han i 'Go' morgen Danmark'. Og det kan give 'mange diskussioner'.

»Det er lidt forskelligt fra hold til hold. Nu sidder jeg på et belgisk hold, hvor jeg sidder i mindretal, fordi der er fem belgiere. Vi sidder og stemmer, som var det i politik. Det er svært nogle gange, vi bliver rygende uvenner nogle gange,« fortæller Brian Holm.

For det handler om, at der skal lægges en strategi – hvad går holdet efter til løbet?

Diskussionerne kan tage flere timer, og Brian Holm erkender da også, at han er en af dem, der godt kan tænke mere med hjertet, hvis der er en bestemt rytter, han arbejder mere med.

Når udvælgelsesprocessen så er overstået, kommer næste svære opgave.

Opkaldet til de ryttere, der ikke har fået en plads i Tour-feltet.

»På de fleste hold er det sådan, at det er manageren, der skal ringe til alle dem, der skal køre, og så skal vi ringe til alle dem, der ikke skal køre. Så det er jo skidesjovt. Men det vænner man sig lidt til,« sagde Brian Holm med en sarkastisk tone.

Hans trick er at give rytteren en melding om et andet løb, han tror, de kan vinde, når han giver beskeden om, at de skal se det franske løb fra sidelinjen.

Hverken Chris Froome eller Geraint Thomas skal køre årets Tour de France, og det samme gælder danske Jakob Fuglsang.