Det blev bemærket, da en ung dansker stod side om side med verdens måske to største cykelstjerner.

For sammen med Primoz Roglic og Tadej Pogacar stod den 24-årige Jonas Vingegaard på podiet og fejrede sin andenplads ved Baskerlandet Rundt for få uger siden.

Mandag offentliggjorde hans hold, Jumbo-Visma, at det danske stortalent er en del af den trup, som er udtaget til Tour de France.

»Det fortæller alt om hans kørsel, når man ser ham stå sammen med Roglic og Pogacar ved Baskerlandet Rundt,« siger Brian Holm om Jonas Vingegaard, der for første gang skal deltage i verdens største cykelløb.

At køre Tour de France for Jumbo-Visma svarer vel til at spille Champions League-fodbold med Real Madrid, og derfor er det en stor præstation, at den spinkle klatrer har sikret sig en plads i truppen.

»Det her er den nye Fuglsang, og det var egentlig lidt forventet,« mener Brian Holm.

»Det havde måske været mærkeligt, hvis han ikke blev udtaget.«

Indtil videre har Vingegaard høstet tre etapesejre, en titel som samlet vinder af Settimana Internazionale Coppi e Bartali samt en andenplads i Baskerlandet Rundt. Med andre ord har han set uhyre stærk ud, og derfor havde han også udviklet sig til en seriøs bejler til årets Tour de France-trup.

Især fordi den hollandske stjerne Tom Dumoulin, som på papiret var selvskrevet, har valgt at holde pause i sin karriere.

Første gang Brian Holm for alvor fik øje på Jonas Vingegaard, var ved Polen Rundt i 2019, hvor danskeren vandt en etape.

For den danske Deceuninck-Quick-Step-sportsdirektør er Vingegaard »en light-udgave af Pogacar, som har evner opad, i spurten, i enkeltstarten og også er dygtig i sidevindskørsel«.

Egentlig så det først ud til, at Vingegaard skulle køre Vuelta a España ligesom sidste år, hvor han var en værdifuld holdkammerat for Primoz Roglic, der vandt løbet.

Jonas Vingegaard (th.) blev nummer to i Baskerlandet Rundt. Holdkammerat Primoz Roglic (i midten) blev nummer et, mens Tadej Pogacar (tv.) måtte nøjes med en tredjeplads.
Jonas Vingegaard (th.) blev nummer to i Baskerlandet Rundt. Holdkammerat Primoz Roglic (i midten) blev nummer et, mens Tadej Pogacar (tv.) måtte nøjes med en tredjeplads. Foto: PhotoGomezSport / HANDOUT
Vis mere

Nu skal han så være det samme i Tour de France, vurderer Brian Holm.

»Hvis han kan have tre gode bjergetaper og sidde hos kaptajnerne, til der er et par kilometer tilbage, så har han gjort det godt. Man skal nok ikke regne med at se ham hver dag.«

På grund af den enorme bredde hos Jumbo-Visma kan Vingegaard og amerikanske Sepp Kuss formentlig skiftevis agere oppassere for Roglic i de høje bjerge. Når feltet så rammer de flade etaper, kan Vingegaard spare på kræfterne.

Og det kan være, at han skal nyde det. For det er ikke givet, at han kommer til at kunne det i fremtiden.

»Lige nu ligner han en, der kan ende på podiet i en Grand Tour på et tidspunkt. Han har i hvert fald potentialet, så vi kan godt tillade os at drømme om det,« fastslår Brian Holm.