Danskerne skal glæde sig til en ny folkefest, men ikke forvente et vildt og voldsomt cykelløb som Paris-Roubaix eller Flandern Rundt.

Sådan lyder dommen fra den tidligere professionelle cykelrytter Brian Holm, efter den opsigtsvækkende nyhed om et tilbagevendende World Tour-løb på dansk grund fra 2025.

»Jeg er af den overbevisning, at tilskuere gør et event godt. Det så vi under VM i København i 2011 og til Tour de France sidste år. Succesen afhænger af tilskuerne. Der vil være brok, men stoltheden bagefter kan du ikke gøre op i kroner og øre.«

I et læserbrev i Berlingske søndag præsenterede blandt andre Københavns overborgmester, Sophie Hæstorp Andersen (S), og DCU-formand Morten Anderson ideen om World Tour Copenhagen.

Brian Holm ser frem til et nyt World Tour-løb forbeholdt sprinterne – og så i København.
Brian Holm ser frem til et nyt World Tour-løb forbeholdt sprinterne – og så i København. Foto: Linda Kastrup
Vis mere

»Løbet skal over tid blive en nyklassiker og blandt de fineste endagsløb i cykelsporten,« lyder det i læserbrevet. Men tag den nu lidt med ro, påpeger Brian Holm:

»Jeg vil skrue lidt ned for gassen – jeg vil ikke sammenligne det med Flandern Rundt eller Paris-Roubaix. Men VM og Tour de France i Danmark havde en vis succes, så hvorfor ikke?«

Brian Holm fremhæver igen, hvordan de cykelgale danske tilskuere har gjort selv langgabere til larmende folkefester – senest under Touren.

»Vi troede, det hele skulle blæses til atomer over Storebælt, men det skete ikke, og etapen gennem Sønderjylland var tæt på at være den kedeligste nogensinde i cykelhistorien. Men tilskuerne reddede det hele, så det har vi glemt nu. Tilbage står stoltheden.«

World Tour København bliver en lækkerbisken for de hurtigste mænd og kvinder. Mads Pedersen må umiddelbart regnes som det mest realistiske bud på en dansk vinder i 2025.
World Tour København bliver en lækkerbisken for de hurtigste mænd og kvinder. Mads Pedersen må umiddelbart regnes som det mest realistiske bud på en dansk vinder i 2025. Foto: YOAN VALAT
Vis mere

UCI har endnu ikke lovet de danske arrangører en fast termin, men ambitionen er, at endagsløbet for både mænd og kvinder skal placeres i begyndelsen af maj.

Det ligger samtidig fast, at UCI ønsker et løb skræddersyet til sprintere, som skal slutte i København. Det begejstrer Brian Holm.

»Jeg har altid godt kunnet lide sprinterløb. Det bliver det her jo. Det er også et godt argument, at der ikke er mange af den slags tilbage – Scheldeprijs og Hamburg. Jeg synes ikke, at man altid skal slutte på en alpetop.«

DCU-formand Morten Anderson har forklaret, at man med kreativ ruteføring og ved at inddrage vejstykker, hvor vinden kan spille et puds, vil maksimere spændingen.

Men med afslutningen i København skal man ikke regne med, at vævre puncheur-typer som Søren Kragh Andersen eller Mattias Skjelmose har en vinderchance, mener Brian Holm:

»I ni ud af ti tilfælde vil det blive et sprinterløb. Der skal minimum være ti kilometer i helt åbent landskab for at man kan splitte et felt ad. De der bakker og sådan, vi har, det vil være bump på vejen. Det bliver et sprinterløb.«