Siden bomben med Chris Froomes salbutamol-sag sprang, har mange spurgt mig til mit syn på den. Jeg har meldt pas. Jeg har simpelthen ikke kunnet gennemskue, hvad der er op og ned i den her sag. Mit indtryk er, at mange andre har haft og stadig har det på samme måde. Den er uigennemskuelig, fordi der er så mange spørgsmål.

En ting kan jeg dog skrive med sikkerhed: Team Sky står ekstra for skud, fordi man fra allerførste dag har prædiket en nultolerance, stor gennemsigtighed og hvad, som klaveret ellers har spillet af melodier.

Team manager Dave Brailsford har selv besteget moralens høje, hvide hest. Han har benyttet enhver lejlighed til at fortælle, hvordan Team Sky gør tingene anderledes - inden for lovens rammer, forstås. Hvordan Team Sky ville bringe troværdigheden tilbage i cykelsporten.

Moralens kompas kom dog hurtigt ud af kurs. Virkeligheden var en anden på landevejen end på tegnebrættet. Brailsford rodede sig ud i den ene uheldige sag efter den anden, og nu står verdens dyreste cykelhold efterhånden ganske utroværdigt i manges øjne.

Som dagene er gået, har de fleste forhåbentlig forstået, at den firedobbelte Grand Tour-vinder Chris Froome ikke er anklaget for at have indtaget et præstationsfremmende middel. Det er hverken en sag om EPO eller bloddoping. Det er vigtigt at understrege. Froome skal forklare sig, fordi hans urinprøve under Vueltaen indeholdt dobbelt op på den tilladte grænseværdi for astmamidlet salbutamol. Et stof, som man helt lovligt kan tage op til 1.000 ng/mL af.

Set i det lys har Froome ikke fortjent en SÅ hård medfart, som han får nogle steder. Han er sin generations bedste etapeløbsrytter, og det vil ikke være fair, hvis det smadrer hans karriere og eftermæle.

På den anden side kender Froome og Team Sky de gældende regler. Måske endnu bedre end andre. Man har selv turneret med fortællingen om marginal gains - underforstået hvordan man ned i mindste detalje vil udnytte og maksimere alt inden for det tilladte. Kun Chris Froome ved, om det er en fejltagelse eller en bevidst handling, men har man feltets største løn og for Team Skys vedkommende budget, bør sådan noget her ikke kunne forekomme.

For de fleste hold og ryttere ville denne sag maksimalt have været et irriterende bump på landevejen, men den kan i Team Skys og Froomes tilfælde ende med en mistet Vuelta-sejr, en mistet VM-bronzemedalje i enkeltstart og i værste fald, at holdet må lukke og slukke.

Det forsigtige bud er, at Froome får karantæne, mister sin Vuelta-titel og bliver helvedes upopulær i Touren 2018. Det er en no-win-situation. Bliver Froome straffet, vil den ene side råbe ’justitsmord’, og bliver han frifundet, vil systemet blive kaldt korrupt.

Jeg tror nu, at selv de største Sky-modstandere håber, at storholdet overlever Froomes salbutamol-sag. Det vil være forkert, hvis tre-fire blæs for meget i inhalatortrompeten ødelægger verdens største cykelhold.