I de seneste 24 år har han været stemmen inde i rytternes hoveder. Ham, der piskede dem til sejr bag rattet i sportsdirektørbilen.

Nu går de kontante meldinger fra Brian Holm ikke længere over teamradioen – men direkte ned i de 60 år gamle stænger.

Den tidligere professionelle cykelrytter kørte sit seneste løb ved VM i Valkenburg i 1998. Dengang var modstanderne Lance Armstrong, Tom Steels og Alexandre Vinokourov.

Nu er det Frank, Keld, Jens og de andre gutter i herre-60-rækken, men konkurrenceelementet er mindst lige så stort som i slut-90erne, fortæller Brian Holm.

Brian Holm træner ved Utterslev Mose i København inden sit comeback til cykelløb.
Brian Holm træner ved Utterslev Mose i København inden sit comeback til cykelløb. Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

»Jeg havde svoret, jeg ikke ville stille op for at vinde, men så satte alle jo en ære i at slå mig – og så blev det lige pludselig alvor ude på Amager,« griner Eurosport-kommentatoren.

Comebacket skærtorsdag på hjemmebanen på ydre Amager endte i triumf, som en tydelig tilfreds Brian Holm klukkende beretter:

»Det gik som forventet. Jeg vandt. Det var en spurt, og Jens Veggerby kørte leadout for mig.«

Det er sceneskiftet i karrieren, der har muliggjort det modne comeback for den afholdte eksrytter. Rollen som sportsdirektør er endeligt afsluttet.

Det giver tid til flere timer på landevejen.

Den tidligere professionelle cykelrytter kørte sit seneste løb ved VM i Valkenburg i 1998.
Den tidligere professionelle cykelrytter kørte sit seneste løb ved VM i Valkenburg i 1998. Foto: Linda Kastrup
Vis mere

»Tidligere har jeg rejst en uge og været hjemme i en uge. Så jeg har cyklet fem-seks gange om måneden. Nu er det to-tre om ugen – dobbelt op. Det betyder noget, at træningen bliver kontinuerlig. Jeg har ikke de samme pauser.«

Trods sejren på Amager og den seneste triumf i H60-klassen ved en enkeltstart i Skælskær – som ifølge Brian Holm var 'det hårdeste, jeg nogensinde har prøvet' – er niveauet nærmest rystende højt:

»Mange af de andre motionister lever som professionelle. Det er jo det, der er sket med cykling i dag. Der er mange af de her folk, der måske er i 40erne og har solgt deres virksomhed. De træner og lever nærmest kun for det. De kører stærkere, end jeg havde regnet med!«

Med sejrene i ældreklassen rykker Brian Holm nu op i masterklassen, hvor han debuterer i B-rækken mod ryttere, der snildt kunne være hans søn.

»Men det er mest for sjov. Nu begynder jeg i Master B. Men jeg gider altså ikke træne mere end to-tre gange om ugen.«