KOMMENTAR
Set i bakspejlet er det interessant, som cykelsporten og Tour de France har udviklet sig, siden jeg kørte løbet for første gang for 30 år siden. Det var helt almindeligt, at jeg så ryttere ligge på massagebriksen med en smøg i mundvigen efter en voldsom dag på kontoret.....
KOMMENTAR
Set i bakspejlet er det interessant, som cykelsporten og Tour de France har udviklet sig, siden jeg kørte løbet for første gang for 30 år siden i 1987, da Grand Départ også var i Tyskland ganske som i år, hvor løbet begyndte i Düsseldorf.
Dengang i 1987 husker jeg, hvordan det kun var tilladt med hvide strømper og sorte bukser.
Der var et helt andet regelsæt end i dag, og sporten var noget mere konservativ. Hvis du troppede op til træning eller løb med et hipt skæg eller tatoveringer, ville det være fyringsgrund, og det var kun Francesco Moser og Bernard Hinault - to af 1980ernes største - som kørte med solbriller.
Vejene var også anderledes at køre på, fordi der ikke var nær så mange rundkørsler og heller, og enkeltstarterne bestod af 80-90 kilometer i sadlen. Det er rimeligt langt at køre alene i kampen mod uret.
Når vi kørte almindelige etaper, fik første rytter, der blev sat af, pumpe og reservering, og så kunne han ellers servicere de andre på landevejen, når der opstod problemer. Og vi skiftede selv ringene, hvis vi punkterede. Serviceniveauet var ikke ret højt, for hvert hold havde i modsætning til nutidens fire fuldtidsmekanikere kun halvanden mand til at klare sådanne opgavetyper. Måske mest vanvittigt af alt var der ikke lim på ringene, hvis vi selv havde skiftet dem efter punktering undervejs.
De kunne sagtens ryge af, men alligevel kørte vi nedad med 100 kilometer i timen.
Lønniveauet var heller ikke i nærheden af, hvad det er i dag. Jeg kan huske, at Jesper Skibby og jeg havde en kontrakt, der indbragte os 70.000 kroner om året. Vi levede derfor primært af præmiepengene, og regn med, der blev holdt regnskab med, hvor meget vi kørte ind. Hvis vi kørte for langsomt i Touren, trak de os i præmiepenge. Det oplevede vi et par gange. Dér kunne de ramme os hårdt, men i dag er rytterne mere ligeglade med den del.
Når vi kom i mål, hoppede vi ind i servicebilerne. Der var ikke busser. På det tidspunkt var vi stressede og hidsige, og når sportsdirektøren så beordrede os til at falde ned, sagde han: 'Læg jer ned og snup en smøg! Det er den bedste måde at slappe af og få ro på nerverne på.'
Det var helt almindeligt, at jeg så ryttere ligge på massagebriksen med en smøg i mundvigen efter en voldsom dag på kontoret. Sådan var kulturen med 'medicin til at slappe af', men jeg var ikke i nærheden af at blive tilbudt doping på daværende tidspunkt.
Der har nok været nogen, der gjorde det, men jeg hørte ikke om det i mine første Tour de France. Det var virkelig på brød og vand. Jeg tror først, at det med doping for alvor startede i begyndelsen af 90erne med high-tech italienske læger. Først sagde man, at detvar specielle træningsprogrammer og pulsmålinger, italienerne kørte stærkt af, men virkeligheden var nok noget andet.
Kosten var mere striks, end den er i dag. Colaer var bandlyst. Væddeløbere fik ris, kylling og yoghurt til dessert. Huden skulle være gennemsigtig.
Da man fik kokke på holdene, var det som regel mere for ikke at skulle vente på en udkogt kylling på et fransk hotel, der først kunne have den færdig halvanden time senere end ankomsten.
Den teknologiske udvikling går stille og roligt fremad. I dag har alle cyklerne elektroniske gear, og der kommer skivebremser til.
Holdene har også fået psykologer ind, og sågar har jægersoldaten B. S. Christiansen været inde over sporten, men i hans tilfælde var det nok mere for egen skyld end for holdets, at han var der. Alle ønsker en bid af kagen, når det går godt, og når problemer opstår, er de væk i samme sekund.
Den udvikling, som jeg nu allerbedst kan lide, er, at sporten ikke længere kun er for en hardcore elite. Der er kommet en stor skare af motionister, der i mange tilfælde næsten er mere velklædte end de professionelle ryttere.
