I anledning af hviledagen, der går med meget andet end cykelløb, vil jeg gerne skrive om et emne, som ligger både mig og samtlige cykelryttere nær. Cykelmode. Der er nogle ting, som man bare IKKE gør - det gælder både den professionelle og motionisten.

Der er fire helt specifikke - uskrevne - regler. som bør resultere i øjeblikkelig hjemsendelse, hvis man ikke overholder dem!

Inden vi kommer så langt, vil jeg gerne fortælle jer, hvorfor cykelmode ikke er et helt uvæsentligt emne at diskutere. Umiddelbart virker det måske relativt uskyldigt, men tag ikke fejl, for det betyder faktisk en hel del, om der er styr på tøjet, hjelmen og ikke mindst strømperne.

For en cykelrytter er det en del af motivationen at klæde sig pænt på. Det handler ikke kun om lir på drengen - nej, rytterne får det hele speciallavet efter eget ønske. Længden på ærmerne. På bukserne. På strømperne.

Solbrillerne betyder også noget, men hvis Oakley-manden ikke har været forbi med den nyeste model, er det nok, fordi man ikke er helt så vigtig. På den måde bliver det også en slags status for rytterne.

Skal vi se tingene i et historisk perspektiv, har der været mange stilikoner gennem årene. I 1960erne og 1970erne fik Jacques Anquetil for alvor folk til at få øjnene op for cykelmoden. Han burde have været skuespiller. Han var altid velfriseret, og det ville han også have været, hvis han kørte cykelcross. Han var lidt den der playboy-type, som kørte Ford Mustang privat.

Anquetil lignede en gud på cyklen, og han havde styr på tøjet. Dengang kom man altid i jakkesæt, og han så bare blæret ud i sit St. Raphaël-tøj. Der var i den grad styr på tingene.

Så kom italieneren Francesco Moser, som kunne sit ’shit’. Han så bare godt ud.

I nyere tid har der også været fakkelbærere for cykelmoden. Se bare på Lance Armstrong. Han stak også ud. Armstrong begyndte som den første med de her længere bukser, som går 10-15 centimeter længere ned end almindelige cykelshorts. Det samme gjorde hans strømper. Den slags strømper var ellers bandlyst, men så vandt han Touren, og så blev det in.

I nyere tid har Bradley Wiggins - Tour-vinder, selvfølgelig - været med til at gøre tatoveringer og brit-pop-hår ’lirens’. Blæret. Hvem havde nogensinde forestillet sig det for bare 10 år siden? Wiggins var også en af de første til at køre med de cykeltrøjer, som går helt ned til albuerne.

Hvert årti kommer bestemte stilikoner, og det er dem, som dikterer, hvad man gør og ikke gør. Det, der virker skævt i begyndelsen, bliver som regel cool senere hen. Men hvis man ikke har vundet en klassiker eller et Tour de France, bliver man hurtigt erklæret som idiot.

Ingen af de fire stilikoner er med i Touren mere, men der har vi nu stadig ryttere, som klæder sig pænt. Lad mig nævne et par danskere. En fyr som Jakob Fuglsang, der sværger til høje, hvide strømper, fra Astana vil mange nok anse for at være en god repræsentant for moden. Det samme med Matti Breschel fra Cannondale, som desværre er udgået af Touren. Matti kan i det mindste glæde sig over, at han ville se mindst lige så godt ud i en sæk kartofler!

Når jeg nu nævner et par hold, bliver jeg nødt til at skrive, at udseendet på holdenes dragter varierer en hel del efter min smag. Cannondale kører med farvede harlekin-strømper, og hele sammensætningen lige fra hjelm til tøjet spiller bare. De gør det altså godt. Jeg kan også rigtig godt lide IAM Cycling og Direct Energie. Der skal ikke være for meget larm eller for mange farver.

Ifølge Brian Holm ville Matti Breschel se mindst ligeså godt ud i en sæk kartofler, men Holm kan nu alligevel godt lide Cannondales cykel-outfit
Ifølge Brian Holm ville Matti Breschel se mindst ligeså godt ud i en sæk kartofler, men Holm kan nu alligevel godt lide Cannondales cykel-outfit Foto: KENZO TRIBOUILLARD
Vis mere

I den anden grøft over hold, hvis stil godt kan gøre mig ked af det, finder vi Lampre. Hvad sker der lige for lyserødt, mørkeblåt og grøn i en stor sammenblanding? For slet ikke at nævne deres cykler, som ikke passer til. Det kunne godt være gjort bedre.

På mit eget hold, Etixx-Quick-Step, er vi udfordret af, at vi har så mange sponsorer. Det er selvfølgelig en god ting, at vi har det, for de betaler gildet for os, og det er vi glade for. Stilmæssigt bliver det dog lidt for meget et miks af farver. Det er lidt midt-imellem.

Det er ikke kun for de professionelle hold, at moden betyder noget - det gør den så sandelig også for motionisterne. I dag kan man dårligt køre en tur på Strandvejen uden at støde på folk, som har dyrere tøj end Tour-rytterne. Jeg har læst flere steder, at motionister ikke må køre i holdenes trøjer, at det skulle være dårlig stil, men det er noget pladder, synes jeg. Det holder. Hvis du støtter Lars Bak, så kør da for pokker i Lotto Soudals trøje! Du skal bare ikke køre i Lotto Soudal-trøje og Astana-bukser ...

I dag er der langt flere muligheder inden for moden, og det er uden tvivl en af grundene til, at sporten appellerer til et langt bredere publikum. Til gamle, mandlige motionister og til piger og kvinder - ikke kun ’arbejderfolkene’, som det var i gamle dage. Det fascinerende ved cykelmoden er, at der i princippet ikke er noget rigtigt eller forkert. Man kan diskutere det hele.

Når det så er skrevet, bliver jeg alligevel nødt til at nævne fire ting, som man bare ikke gør som cykelrytter.

For det første; det her med at rende rundt på en café med hjelm på, det ser bare for dumt ud. Så tag den nu af, tak.

For det andet kan man få de her singletter - en slags heldragt - men det duer simpelthen ikke. Det gælder alt, hvad der kommer i nærheden af triatleter. Cyklen skal ikke overlæsses med flasker. Det er lidt som med en motorcykel - jo mindre tingeltangel, desto bedre.

For det tredje: Du tropper bare ikke op til træning i beskidt cykeltøj. Basta! Jeg kørte engang med en tysker på Telekom, som tog et par nye hvide sokker i brug hver eneste dag. Han smed bare de brugte ud og købte 300 par ad gangen. Ikke noget med at vaske dem, så sort og andre farver smittede af på dem. Sejt!

Og når vi nu er ved strømperne, som er den fjerde og sidste grundregel, jeg vil nævne her, så kør for guds skyld i CYKELstrømper. Ikke tennissokker eller kompressionsstrømper eller noget helt tredje. Om de er høje, gule, ternede, tykke eller tynde, betyder ikke det store. Men hvis det ikke er cykelstrømper, ryger du altså hjem lige med det samme!