En speciel disciplin.

Sådan kalder Brian Holm kunsten at køre på de brosten, som Tour-feltet søndag skal bumle sig hen over for at komme i mål.

»Jeg kan næsten garantere, at Tour de France ikke bliver vundet under brostensetapen, men der er saftsuseme nogle, der kommer til at tabe,« som sportsdirektøren siger i sin daglige fortælling om Tour de France her hos B.T. Se hele indslaget øverst i artiklen

Søndag køres så 9. etape i Tour de France fra Arras Citadelle til Roubaix, 156,5 kilometer. Husk, at du kan følge etapen live her hos B.T.

Beskrivelse:

  • Den sidste etape før den første hviledag i løbet er en lækkerbisken formet som en slags 'mini-Paris-Roubaix' med 15 pavéer undervejs. Det første brostensstykke kommer efter 47 kilometer, og på resten af de i alt 156,5 kilometer skal rytterne forcere 21,7 kilometer lumske brosten i alt. Drama er der næsten garanti for, og spørgsmålet er ikke, om – men hvem af klassementsrytterne der kommer til at tabe tid. Og om Jakob Fuglsang med Michael Valgrens hjælp ligefrem kan angribe de øvrige podiebejlere.

Vidste du, at:

  • ... de seneste fem års vindere af Paris-Roubaix stiller alle til start i årets Tour: Det er Niki Terpstra (Quick-Step, vinder 2014), John Degenkolb (Trek, 2015), Mathew Hayman (Mitchelton-Scott, 2016), Greg Van Avermaet (BMC, 2017) og Peter Sagan (Bora, 2018). Det forventes dog, at både Hayman og Van Avermaet skal passe på deres klassementskaptajner søndag.

Hold øje med:

  • Niki Terpstra
  • Peter Sagan
  • Sep Vanmarcke