Den danske sportsdirektør Brian Holm fortsætter alligevel hos det belgiske storhold Quick-Step.

»Jeg har lavet en aftale med holdet i går (mandag, red.), hvor jeg går ned på 50 dage i stedet for fuld tid. Aftalen gælder et år,« fortæller Brian Holm til B.T.

Det var netop det ønske, som Brian Holm luftede under Tour de France. Her fortalte den 56-årige eksrytter, at det er på tide at skrue ned oven på en karriere som rytter og sportsdirektør med et trecifret antal rejsedage hvert år.

»Jeg elsker cykelløb og har nydt hvert et sekund. Men nok er nok. Jeg må videre med mit liv. Der er andet i livet end cykelløb og Tour de France – selvfølgelig vil jeg følge med. Selvfølgelig vil jeg det. Det har været hele mit liv, og det vil det blive ved med at være,« fortalte Brian Holm til TV2 SPORT under dette års Tour de France.

Derfor ønskede han netop en aftale på 50 dage, så der også er mulighed for at fylde kalenderen med andet end cykelløb.

»Alt bliver som planlagt. Det var andre hold, jeg også har talt med, men jeg ville også gerne blive,« fortæller Brian Holm.

Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Selvom aftalen nu er på plads, har de seneste måneder alligevel været usikre i forhold til, om det overhovedet skulle stå på cykling næste år.

»Folk tror, jeg har haft styr på det hele, men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle lave til næste år. Så jeg var nødt til at tage et møde med Patrick (holdejer Patrick Lefevre, red.), og jeg tror, han har haft travl med Deceuninck (ny sponsor på holdet, red.), som jeg ikke har kendt noget til.«

»Jeg spurgte jo under Touren, om jeg kunne få 50 dage. Fordi jeg godt kan lide det. Jeg kan ikke 180 dage om året mere. Så ville jeg være stoppet. De tilbud, jeg ellers fik, var også med fuldt program med Tour og klassiker,« siger Brian Holm.

Dermed fortsætter Brian Holm på det succesrige hold med verdensstjernerne inklusive holdets tre danskere: Michael Mørkøv, Kasper Asgreen og Mikkel Honoré, der er 'stagiaere' (elev) på holdet.