Skru tiden et lille års tid tilbage.

Simon Yates og Tom Dumoulin duellerer om den lyserøde førertrøje i Giro d’Italia. Men på 19. etape gør Chris Froome så det umulige.

Briten stikker af sted tidligt på etapen, og Simon Yates, der lå i spidsen for løbet, koger over. Den unge bjergged smider mere end 35 minutter, og Froome går i spidsen for løbet.

En etape som denne er årsagen til, at den tidligere Tour de France-vinder og femdobbelte OL-guldvinder Bradley Wiggins hylder Giro d’Italia og mener, at det er den hårdeste af alle tre Grand Tours.

Bradley Wiggins. Arkivfoto.
Bradley Wiggins. Arkivfoto. Foto: MATTHEW CHILDS
Vis mere

»Det kan man bare ikke forestille sig ske i Touren. Ruten tillader ikke sådan nogle ting. Det havde været et så hårdt løb op til de sidste bjergetaper, så Froome vidste, at folk var udmattede, og at han kunne gøre det, hvis benene var der. Touren er ikke så udfordrende. Tre dage i Alperne, tre dage i Pyrenæerne. Giroen er bare altid brutal,« siger Bradley Wiggins til B.T.

Han mener, at Giroen har mere frihed. Her bliver rytterne blottet på de skrappere stigninger og skal vise mere på egen hånd.

»Det er et meget mere åbent løb, og det gør det mere spændende at se på. En rytter som Dumoulin har valgt at køre Giro'en oftere, fordi man har større chance for at vinde Giroen frem for Touren,« siger Wiggins.

Alligevel er det Touren, mange vælger at satse på. Blandt andre Jakob Fuglsang, hvilket Wiggins mener er smart for danskeren. Læs mere om det her.

Og Touren er også det mere historiske løb af de tre lange etapeløb, fortæller Wiggins. Han forstår dog ikke, hvorfor der ikke er flere, der satser på eksempelvis Giroen.

»Touren er blevet lidt som et fodboldhold, der styres af José Mourinho. Den er så forudsigelig. I visse fodboldkampe parkerer Mourinho bare bussen, og det er det samme, Team Sky (nu Team Ineos, red.) gør. De parkerer bussen med de stærkeste ryttere i løbet. Og så vinder de løbet.«

Den (u)mulige double

Med Giroen som den første af tre Grand Tours på kalenderen hvert år er det også den, der lægger veje til optimistiske cykelstjernes forsøg på at lave en double – to Grand Tours i streg. Chris Froome var seneste mand til at gøre det med sejren i Touren og Vueltaen, men kombinationen med først sejren i Giroen og dernæst Touren er ikke set siden Marco Pantani i 1998.

Vincenzo Nibali, den evige fighter med kælenavnet 'Hajen fra Messina', har meldt ud, at han går efter Giro-Tour-doublen i år. Det får han dog svært ved, mener Wiggins om italieneren, der med sine 34 år bevæger sig mod karrierens efterår.

»Han har vundet Touren én gang, men løbet har aldrig rigtigt passet ham. Han er en klasserytter, men hvis han skulle have den double stående på cv'et, så skulle han have gjort det nu. Vi så sidste år med Froome, at da han prøvede at gøre det, hvor svært det blev for ham i Touren,« siger Wiggins.

Han er dog fortrøstningsfuld for, at der i fremtiden kan komme ryttere til, der kan opnå den prestigefyldte præstation.

»Jeg tror stadig, Froome har fundamentet til at gøre det, men jeg ved ikke, om han vil. Tom Dumoulin kan gøre det. Mathieu van der Poel kan sikkert vinde alle tre, hvis han gider. Men som cykling er nu med de unge ryttere, der er på vej frem, så vil der nok være nogen, der kan gøre det,« mener den britiske cykelstjerne.

Du kan i år følge Giro d’Italia udelukkende på Eurosports kanaler.