Cofidis' Nacer Bouhanni tog sin første etapesejr i årets Vuelta a España i en begivenhedsrig afslutning.

San Javier. Den franske sprinter Nacer Bouhanni tog torsdag sin første etapesejr i årets Vuelta a España.

Cofidis-rytteren var hurtigst, da der skulle spurtes om sejren på de sidste meter af den 155 kilometer lange etape mod San Javier i det sydøstlige Spanien.

Med sejren kom han op på tre etapesejre i det spanske etapeløb gennem karrieren, men den seneste kom i hus for fire år siden.

Hollænderen Danny van Poppel (LottoNL-Jumbo) blev nummer to på etapen.

Favoritten til sejren, Quick-Steps Elia Viviani, var fanget bag de forreste sprintere og måtte tage til takke med en tredjeplads. Holdkammeraten Michael Mørkøv trillede ind på tiendepladsen.

Massespurten var forventet. Mere overraskende var det, at feltet blev splittet mod slutningen, og klassementhåbene Wilco Kelderman (Sunweb) og Thibaut Pinot (FDJ) tabte tid i klassementet.

Rudy Molard fra FDJ sad med i forreste gruppe og bevarede dermed den røde førertrøje. Skys Michal Kwiatkowski er på andenpladsen - 41 sekunder efter.

De første mange kilometer af etapen var svære at hidse sig op over. Med 28 kilometer igen var der samling på feltet, men en kombination af styrt og sidevind ændrede slagets gang.

Feltet blev splittet, og så gjaldt det om at sidde fremme. Desværre for Kelderman fik han en defekt med godt 18 kilometer til mål, og det endte med at koste 1 minut og 44 sekunder. Samme tidstab led Pinot.

I den forreste af de grupper, der blev skabt, sad de største af sprinterne. Men modsat tidligere i løbet formåede Mørkøv ikke at føre sin kaptajn, Viviani, frem i god position til sejren.

Bouhanni nød godt af Vivianis fravær i fronten, og den franske sprinter fik en tiltrængt sejr efter en skuffende sæson, hvor han blandt andet blev vraget til Tour de France.

/ritzau/