Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), tror, at EM på dansk grund kan give flere tilskuere til Touren.

Få sportsbegivenheder kan i størrelse og bevågenhed måle sig med fodbold-EM og Tour de France. Og næste sommer kommer begge dele til København.

Det står klart, efter at Københavns Kommune og Dansk Boldspil-Union (DBU) torsdag på et pressemøde bekræftede, at København fastholder sit værtskab for den udsatte EM-slutrunde i 2021.

Mellem 11. juni, hvor EM indledes, og 29. juni kan danske fodboldfans se frem til, at Danmarks tre gruppekampe samt en ottendedelsfinale uden dansk deltagelse bliver spillet i Parken.

2. juli ruller verdens største cykelløb så ud til indledende enkeltstart i hovedstaden og fortsætter de to følgende dage med etaper vestover på det danske landkort.

Ifølge Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), kan EM-kampene på dansk grund være med til at booste interessen for den efterfølgende Tour-start.

- De fleste elsker jo ikke enten kun fodbold eller cykelløb. De elsker sport i almindelighed. Så jeg er sikker på, at rigtigt mange fodboldfans vil blive og være med til den store gule fest, der bliver i København, siger han.

Det coronaudskudte EM forårsagede en gedigen udfordring for Københavns Kommune i forhold til at skulle afholde begge begivenheder.

I 11. time lykkedes det at få alle ender til at mødes, og mellem de mørke coronaskyer kan man nu skimte en dansk sportsfest i København uden sidestykke.

- Jeg havde helst været coronaen foruden og havde glædet mig til EM denne sommer. Men nu er vilkårene blevet sådan, og så bliver det bare så meget større, siger Frank Jensen.

- Alle kommer til at tale om Danmark og København internationalt, i hvert fald dem som interesserer sig for sport, og dem er der heldigvis mange millioner af i både Europa og verden.

Ifølge anonyme kilder er det primært Uefa, som har måttet gå på kompromis, da Touren i kraft af en uopsigelig kontrakt med kommunen i 2021 kunne stå stejlt på deres ret.

Men det har ikke været tilfældet, mener Frank Jensen.

- Helt fra første samtale, jeg havde med Christian Prudhomme (løbsdirektør for Tour de France, red.), har der været en imødekommenhed fra hans side, forklarer overborgmesteren.

- Det var ikke noget ved for mig, hvis den ene part havde fået vredet armen om på ryggen og nærmest været en lille smule ked af at skulle komme til Danmark.

- Jeg har indtryk af, at både Uefa, DBU, ASO og interessentselskabet bag Touren (den danske Tour-start, red.) bare glæder sig til sommeren 2021.

I hvert fald er der lagt op til masser af sport i Danmark om godt et års tid.

/ritzau/