Bomstærke Milan tager forløsende sejr i Vingegaards triumftog
Jonathan Milan var hurtigst på 21. etape af Giro d'Italia. Jonas Vingegaard i lyserødt blev historisk.

Jonathan Milan var hurtigst på 21. etape af Giro d'Italia. Jonas Vingegaard i lyserødt blev historisk.

Jonathan Milan (Lidl-Trek) har kæmpet hele Giro d'Italia for en etapesejr, og det lykkedes i allersidste udkald.
Det italienske wattmonster var hurtigste mand i Roms gader på 21. og sidste etape.
I en regulær kraftspurt satte Milan alle de øvrige konkurrenter, inklusive pointtrøjen Paul Magnier (Quick-Step) og danske Tobias Lund Andresen (Decathlon), til vægs.
Magnier, der i årets Giro har spurtet sig til tre sejre, sad også godt placeret i spurten, men da Milan trådte til, lignede det, at belgieren havde problemer med cyklen.
Giovanni Lonardi (Polti) var nærmest Milan på andenpladsen, mens Paul Penhoët (FDJ) blev nummer tre. Tobias Lund blev nummer syv i spurten.
Danske Jonas Vingegaard (Visma) iklædt den lyserøde førertrøje trillede sikkert i mål og lod sig krone som suveræn vinder af den italienske grand tour.
Med sejren skriver danskeren sig ind i en eksklusiv klub, som nu tæller otte cykelryttere, der har vundet alle tre grand tours.
Vingegaard har vundet Tour de France to gange, Vuelta a España i efteråret og altså nu også Giro d'Italia.
I den italienske grand tour har ingen været i nærheden af den danske stjerne. Hver gang det er gået opad, har Vingegaard været suveræn.
Det er blevet til fem etapesejre, og det på trods af, at Visma-stjernen ligesom mange andre har været lidt ramt af sygdom undervejs i den italienske rundtur.
Særligt i sidste uge har Vingegaard vist imponerende styrke. Når konkurrenterne har lidt på de store bjergetaper, har danskeren lignet en, der kørte på halv kraft.
Hvis Vingegaard kan bygge på forud for sommerens Tour de France, kan han blive en seriøs udfordrer for fænomenet Tadej Pogacar.
Søndagens paradeetape til den italienske hovedstad, Rom, var en velfortjent hyldest af Vingegaard og hans Visma-holdkammerater, som har leveret et fornemt stykke arbejde i de sidste tre uger.
Men da de sidste champagneglas var skålet og tømt, skulle der køres et cykelløb om sejren på sidste etape.
Her forsøgte flere at snyde sprinterne. Med små 20 kilometer til mål var en af feltets helt store motorer i form af Filippo Ganna (Netcompany Ineos) i offensiven.
Han var nok den sidste, sprinterholdene håbede angreb. Det italienske tempomonster fik Jasper Stuyven (Quick-Step) og Matteo Sobrero (Lidl-Trek) med på hjul, men begge havde sprintere bagved og førte ikke.
Derfor var det Ganna mod resten af feltet. Det ville for mange være en umulig kamp, men det italienske tempomonster gav den et imponerende skud.
Til sidst løb kræfterne dog op for Ganna. Tre kilometer fra mål blev han opslugt af feltet, og så var der lagt op til en afgørelse mellem de hurtige herrer.
/ritzau/