Jakob Fuglsang endte på en skuffende 12.-plads i dette års Tour de France, og det har fået mange til at mene, at den danske stjernerytter bør droppe verdens største cykelløb og i stedet prøve at satse på nogle lidt mindre løb.

Men det mener Fuglsangs tidligere holdejer Bjarne Riis bestemt ikke.

»Der er rigtig mange løb, der ligger godt til Jakob, men jeg bliver ved med at sige til ham: ’Jakob, du må lade være med at lytte til det der. Selvfølgelig skal du satse på nogle af de der løb som Paris-Nice, men du er god nok til at køre klassement i Touren.’ Jeg er overbevist om, at han er stærk nok,« fortæller Riis til B.T.

Den danske Astana-rytter har til B.T. også selv fortalt, hvad fremtiden byder på, mens han også så tilbage på et Tour de France, der ikke var tilfredsstillende. Her kom det også frem, at kroppen ikke havde det helt, som den skulle, uden at Fuglsang dog selv havde et bud på hvorfor.

Her ses Bjarne Riis og Jakob Fuglsang sammen helt tilbage i 2003.
Her ses Bjarne Riis og Jakob Fuglsang sammen helt tilbage i 2003. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Men Bjarne Riis har måske en forklaring på, hvorfor sommerens Tour de France blev en skuffelse for den 33-årige dansker.

»Jeg tror, at han har trænet lidt forkert i år, men det er ud fra min egen erfaring, og hvad jeg tror og synes - det er jo ikke mig, der guider ham til daglig. Han skal bygge holdet rigtigt op, men han skal også forberede sig rigtigt,« siger han og fortsætter:

»Hvis man kigger på Touren i år, så mangler han topfart. Han mangler det at kunne skifte rytme, og det er noget, du træner. Jeg tror, at han har trænet alt for mange kilometer og bare kørt tempo, tempo, tempo og fokuseret på at få vægten ned. Vægten er også altafgørende, men jeg kan bare se, at når de andre går dybt, så har han svært ved rytmeskiftet og køre op ved syregrænsen. Og det er simpelthen træning, det handler om.«

Inden årets Tour de France var det erklærede mål for Astana-kaptajnen en top-5 placering, mens danskerens chef endda snakkede om en podieplads.

Danske Jakob Fuglsang skal fortsat saste på Tour de France, hvis det står til Bjarne Riis.
Danske Jakob Fuglsang skal fortsat saste på Tour de France, hvis det står til Bjarne Riis. Foto: SEBASTIEN NOGIER
Vis mere

Men da feltet for alvor ramte bjergene, kunne 33-årige Fuglsang ikke sidde med de bedste. Men det betyder ifølge Bjarne Riis altså ikke, at bjergrytteren skal nedgradere sine ambitioner.

»Han skal absolut stadig køre efter top-5 og kan gøre det, hvis han fokuserer på de her ting,« fastslår Bjarne Riis.

Næste store mål for Jakob Fuglsang er VM i linjeløb i Østrig, der i år byder på en hård rute.

Kampen om regnbuetrøjen køres den 30. september.