Fredagens etape var en skuffende forestilling, hvor jeg havde forventet at se noget risikovillighed.
Men faktum er, at jeg er skuffet over Jonas Vingegaard og egentlig også Tadej Pogacar.
Jonas bliver nødt til at vise noget mod. Han kørte destruktivt, mens jeg havde regnet med, at Pogacar ville det noget mere.
Men Jonas, du kan simpelthen ikke forvente, at du kan sidde på hjul af Tadej Pogacar op ad den sidste stigning, som du gjorde. Du kan ikke regne med, at Pogacar vil være din hjælperytter og føre dig til en etapesejr.
Det er ikke godt nok, sorry. Det er skuffende, og det irriterer mig virkelig, at jeg skal være efter dem.
Men hold op, hvor kører de dårligt.
Jeg sidder og spørger mig selv, hvad Visma egentlig kører for. Grischa Niermann, Jonas’ sportsdirektør, forklarede, at målet var etapesejren. Men det kræver, at man arbejder for den. Alt andet er at tage helt fejl.
Det tror jeg også godt, at Jonas kan se, når han kigger på det og reflekterer lidt. Ellers er der noget, der er misforstået.
Jeg forstår godt, at han var bange for at få Pogacar i nakken, hvis han havde angrebet først. Men so what – hvis ikke man prøver helhjertet nu for at få en etapesejr, hvornår så?
Sætter vi os og kigger i bakspejlet, havde det så ikke været bedre at blive slået regulært? Efter man virkelig har prøvet, i stedet for det her halvhjertede forsøg?
Jeg havde håbet på noget mere mod, Jonas. Jeg sidder med en mærkelig fornemmelse.
Pogacar kørte også mærkeligt, men han sidder i det mindste med den gule trøje på skuldrene. Han har vundet det, han skal vinde, så ham kan man ikke blame.
Det var næsten provokerende, sådan som Jonas kørte. Sådan får han altså ikke et samarbejde med Pogacar, som formentlig har tænkt ‘rend mig i Pedersen’, og 'hvis du vil vinde en etape, så skal du arbejde for den. Jeg har vundet mit. 'Den er ikke længere end det, færdig arbejde.
Det er, som om Visma fejler på alle parametre, og det synes jeg virkelig er ærgerligt. De kan ikke forvente andet, end at vi er lidt efter dem, når de stiller til start for at vinde Tour de France og kører sådan dér. Jeg har ikke set nogen komme nemt til det. Det er okay ikke at vinde. Men man skal forsøge mere.
Hvor var fandenivoldskheden og det initiativ, der aldrig kom? Hvornår har Jonas gemt det til? Det er i hvert fald ikke sådan dér, man vinder cykelløb.
Jeg synes, det var naivt kørt af Jonas. Efter etapen sagde han, at han spillede spillet. Men den holder ikke. For det er ham, der kommer tomhændet hjem – ikke Pogacar.
Mine tanker kredser også omkring, hvad der foregår i Vismas sportsdirektørbil. Det virker til, at der mangler noget dér. Jeg synes, det ligner, at Jonas mangler opbakning. De skal coache ham mere, så han tør.
Generelt var hverken Visma eller UAE-holdene noget særligt på etapen. Men jeg blev virkelig skuffet, da jeg tændte for fjernsynet.
For jeg så flere Visma-ryttere starte bagerst i feltet, da det startede med at gå opad på det første bjerg, og faktisk også UAE-ryttere. Hvis jeg havde siddet i bilen, var jeg blevet rasende.
For mig er det beviset på, at der mangler leadership fra lederne og bilens side, hvor man motiverer sine ryttere til at sidde oppe foran. Der er altså ingen kære mor her, og holdet – både ryttere og ledere – falder af på den. Visma har altså en trøje og en samlet andenplads, de skal arbejde for.
Jeg er ligeglad med, om folk er trætte. Så må de blive sat fra fronten og ikke fra bagenden, som det var tilfældet. Det er et spørgsmål om mentalitet, holdånd og coaching. Det kan godt ske, at jeg er benhård, men det er jeg altså hamrende ligeglad med lige her. Det er Tour de France, vi snakker om.
Det er lige præcis det, der gør forskellen på at være middelmådig og verdensklasse. Jeg bryder mig ikke om middelmådighed. Det skal man ikke finde frem på tredjesidste etape af Tour de France. Ikke når jeg ser på i hvert fald. For så får man en over næsen.
Og det så altså ikke kønt ud, når Jonas og Pogacar også fejlede i det taktiske spil. De mangler stadig noget hver især, både taktisk og strategisk.