Der er mange tanker i det interview Jonas Vingegaards hustru, Trine, har givet til Politiken. For mig at se er nogle ting gode, og nogle andre mindre gode.

Først og fremmest må jeg sige, at jeg er fuldstændig enig med hende i noget af det. Hun siger blandt andet, at Jonas skal have fuld opbakning fra Visma, og at alle ressourcer skal bruges på ham, i stedet for at jagte etapesejre med andre ryttere. Det har hun fuldstændig ret i. Men der er én ting, jeg ikke begriber: timingen.

Hvorfor i alverden skal det komme nu? Når et sådan interview kommer på Tourens anden dag, så er hun selv uden om, at der kommer en vild debat. Der burde hun have tænkt sig om. Det her er en kæmpe fejl, Trine!

I flere år har jeg ellers ment det samme som hende. Det giver overhovedet ingen mening at have fokus på andet end Jonas ved Tour de France. Det kan godt ske, at Wout van Aert er en stjerne – men så har han altså heller ikke fået større resultater den seneste tid, end at Jonas skal have fuldt fokus. Det fortjener han.

Jonas Vingegaard og Trine Marie Vingegaard Hansen har to børn sammen.
Jonas Vingegaard og Trine Marie Vingegaard Hansen har to børn sammen. Bax Lindhardt

Jeg synes, det er forkert af Trine at lave et interview, der kommer nu med den kritik. Det er virkelig uheldigt, og det er det, jeg studser allermest over.

Det er forstyrrende for holdet, for Jonas og som noget, der skal tages internt. Nu får han pressen og en masse folk på nakken. I interviewet forklarer Trine også, at Jonas er en mand, der har brug for ro omkring sig – og nu giver hun ham det præcist modsatte.

Det duer simpelthen ikke, når man kører Tour de France – hvilket endda er det mål, Jonas har arbejdet frem mod siden Tour-afslutningen i Nice for snart et år siden.

Vi ved allesammen, at Jonas Vingegaard ikke er en mand, der læser alt, hvad medierne skriver. Måske har hun tænkt, at han ikke ser noget af det alligevel under Touren, men det er en eklatant fejl at tænke sådan.

Bjarne Riis forstår slet ikke timingen i det interview, Politiken har bragt med Trine Marie Vingegaard Hansen.
Bjarne Riis forstår slet ikke timingen i det interview, Politiken har bragt med Trine Marie Vingegaard Hansen. Bax Lindhardt

Nu får ikke kun han – men hele holdet – kastet spørgsmål i hovedet, og man kan ikke bilde mig ind, at drengene på holdet og ledelsen ikke læser det, der står i pressen. De læser alt, hvad der står, og det er sådan, det er. Jonas havner formentlig i en situation nu, hvor hans holdkammerater læser det og tænker: ‘Hvad er det her for noget, Jonas?’ Og så står han med et stort forklaringsproblem.

I må ikke misforstå mig, og jeg forstår godt debatten, hun prøver at rejse. Det er en svær snak, og det er svært at få familielivet til at hænge sammen, når man vil vinde Tour de France. Min holdning er dog klar:

Når man har valgt at blive professionel cykelrytter, er der ting, der følger med. Jonas har valgt at forsøge at vinde Tour de France, og så er der ikke plads til middelmådighed, eller at noget er synd. Der er ingen kære mor, og der bliver sat nogle krav fra holdet. Om at man skal køre specifikke løb eller træne på en særlig måde.

Jeg har stadig til gode at se en rytter, der kan træne sig til en Tour de France-sejr i Glyngøre, hvor familien bor, og derfor følger der mange rejsedage med for Jonas Vingegaard. That’s part of the game. At vinde Tour de France kræver store ofringer og den tid, det tager.

Jonas Vingegaard kæmper i disse dage om at vinde Tour de France for tredje gang.
Jonas Vingegaard kæmper i disse dage om at vinde Tour de France for tredje gang. Christophe Petit Tesson/EPA/Ritzau Scanpix

En del af det er at tage på højdetræningslejr, og så må Vingegaard-familien organisere sig for at være dér, hvor Jonas er. Han er væk mange uger, ja, men alle har respekt for, at familien kan komme med noget af tiden, så de kan ses. Det er dog hævet over enhver tvivl, at det havde krævet færre rejsedage, hvis familien boede i Lugano, Monaco eller et andet sted med bjerge, så de ikke skal rejse hjem til Danmark hele tiden.

Det er et kompromis, men når du er professionel cykelrytter på det niveau, som Jonas er, så er førsteprioriteten altså dit job. Jeg ved, hvad jeg taler om. 

Familien må indordne sig efter det, og det valg tog vi undervejs i min karriere. I den forbindelse er det super vigtigt, at ens partner er klar over kompromiset – fordi cykelsporten er ekstremt hård og krævende.

I artiklen fortæller Trine Vingegaard også, at hun og Jonas har revet køkken ned, sat et nyt op og lagt gulv sammen – at det var en vigtig oplevelse at have sammen for deres familie, men at det var noget, holdet ikke var særlig glade for.

Jonas Vingegaard og Trine Marie Vingegaard Hansen.
Jonas Vingegaard og Trine Marie Vingegaard Hansen. Bax Lindhardt

For mig at se, er der slet ikke noget galt med at gøre det i offseason – det har jeg fuld respekt for – men det går ikke at gøre det i løbet af sæsonen. Artiklen nævner desværre intet om, hvornår det skete, og derfor kan det nemt tolkes forkert.

Alt det for at sige, at jeg forstår frustrationerne. Men når man vælger at få børn, så er det den måde, man må få det til at fungere på – og Vingegaard-familien har uden tvivl økonomien til at organisere sig.

Det er ekstremt urutineret, at sådan en artikel kommer ud i pressen nu, hvor Jonas Vingegaard står over for årets største opgave; at slå Tadej Pogacar.

Hele situationen stiller Visma-holdet og Jonas i et dårligt lys. Hvis holdet har en god pressemand, har han formentlig bedt Jonas om at koncentrere sig om søndagens etape – og så tage snakken på bagkant. Det ville være en strategisk måde at styre det på, men også beskytte ham.

Summa summarum er, at Jonas må slå i bordet og sige, hvordan han vil have det, hvis familien er så utilfreds med tilstandene. Ellers må han skifte hold.

Men Trine – du gør altså ikke nogen tjeneste for din mand med det opsigtsvækkende interview.

Du kan følge alt fra Tour de France i B.T.s store Tour-liveblog lige her.