Bjarne Riis og Virtu Cycling køber sig ind på World Tour-holdet NTT, hvor Riis bliver sportslig ansvarlig.

Bjarne Riis og Virtu Cycling køber sig ind på World Tour-cykelholdet NTT. Bjarne Riis bliver sportslig ansvarlig på holdet. Det offentliggjorde Riis og Virtu Cycling onsdag på et pressemøde.

Der har i et stykke tid floreret rygter om, at Riis og Virtu Cycling var på vej ind på det sydafrikanske hold, og onsdag på D'Angleterre i København bekræftede Bjarne Riis nyheden.

Ejergruppen bag Virtu Cycling tæller Bjarne Riis, rigmand Lars Seier Christensen og Jan Bech Andersen, der er bestyrelsesformand og hovedaktionær i fodboldklubben Brøndby IF.

55-årige Bjarne Riis kommer igen til at beskæftige sig med cykelsport på topniveau, når han tiltræder rollen som team manager på holdet.

NTT var i 2019 det næstdårligste af de 18 hold World Touren, og holdets grundlægger og chef, Douglas Ryder, glæder sig til at få Riis ind.

- I dag er endnu et signifikant øjeblik for det her hold - og dets fremtid, siger Ryder i en pressemeddelelse.

- Den ekspertise, som Bjarne Riis kan bibringe holdet på den sportslige og udviklingsmæssige front, bliver en fantastisk tilføjelse til den teknologidrevne performance-tilgang, som vi har bygget sammen med vores hovedsponsor, NTT Ltd.

Senest stod Bjarne Riis i spidsen for kontinentalholdet Team Waoo samt Team Waoo Women, der kørte på kvindernes World Tour.

Egentlig var kontinentalholdet fra Riis' side tiltænkt at skulle fungere som talentfabrik til et nyt danskbaseret World Tour-hold, som han ville etablere efter at have solgt Saxo-Tinkoff-holdet tilbage i 2013.

Den drøm lykkedes dog ikke, og begge Waoo-hold lukkede med udgangen af 2019, men nu får Riis igen World Tour-cykling for mænd i hverdagen.

NTT-holdet tæller blandt andre danskerne Michael Valgren og Andreas Stokbro samt norske Edvald Boasson Hagen og tjekkiske Roman Kreuziger.

Virtu Cycling og NTT Pro Cycling har underskrevet et såkaldt "letter of intent", som betyder, at førstnævnte inden længe køber en tredjedel af aktierne i NTT-holdet.

/ritzau/