Cykelstjernen skriver på Instagram, at han var i 95 procents risiko for at blive lam i begge ben efter styrt.

Den tidligere Tour de France-vinder Egan Bernal blev indlagt på hospitalet med en 95 procents risiko for at blive lam i begge ben, efter at han stødte ind i en bus på cykel.

Det skriver den colombianske cykelrytter fredag på Instagram ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Efter at have haft en risiko på 95 procent for at blive lam i begge ben og næsten miste livet i færd med at gøre det, som jeg elsker, vil jeg i dag gerne takke Gud, Sabana Universitetshospital og alle dets specialister for at gøre det umulige, min familie og alle jer, skriver Bernal.

- Jeg er stadig indlagt på intensiv, men stoler på, at alting nok skal ordne sig.

Bernal blev for nylig bragt til hospitalet, efter at han havde været involveret i en alvorlig træningsulykke.

Tour-vinderen styrtede efter at have kollideret med en bus under en træningstur i Colombia. Bernal kørte ind i bagenden af bussen.

Sabana Universitetshospital oplyser i en udtalelse, at Bernal er i bedring, men at han stadig mangler to operationer for mindre skader på sin højre hånd og i munden.

Bernal er ud over en rygoperation blevet behandlet for en kollapset lunge, en brækket knæskal og en brækket lårbensknogle i højre ben.

De alvorlige skader efterlader stor tvivl om Bernals sæson, hvor planen var, at han skulle deltage i årets Tour de France som et af årets helt store mål.

I det sydamerikanske hjemland var der i starten ikke blot bekymringer for, om cykelstjernen kunne fortsætte sin karriere, men også om han overhovedet kommer sig ovenpå ulykken.

Bernal kører for Ineos Grenadiers. Han vandt Tour de France i 2019.

/ritzau/