Cykelrytteren Egan Bernal burde være lam i benene. Måske endda død.

I hvert fald hvis man kigger på sandsynligheden for, at den colombianske superstjerne skulle slippe fra sit mareridtsstyrt uden alvorlige, varige mén.

Men Ineos-rytteren snød både døden og lammelsen i benene. Sidstnævnte var der 95 procents risiko for, at han ville være efter styrtet i januar, hvor han bragede ind i en holdende bus med 62 kilometer i timen på sin enkeltstartscykel.

Det var uvist, om han nogensinde ville iføre sig et rygnummer som professionel cykelrytter igen. Nu har han gjort det for første gang siden ulykken. I Allerød.

Foto: EGAN BERNAL PRESS TEAM HANDOUT
Vis mere

For verden spærrede øjnene op, da det mandag kom frem, at Egan Bernal agtede at gøre comeback ved PostNord Danmark Rundt, der startede tirsdag.

Vejen tilbage har ikke været ligetil for den 25-årige etapeløbsrytter. For ved styrtet – der skete under en træningstur i Colombia – blev han slået til mere end plukfisk.

20 af Bernals knogler var brækket, og begge hans lunger var kollapset. Efter styrtet er han blevet opereret to gange for brud på rygsøjlen.

Derudover blev han lagt i koma efter kollisionen – og var efter eget udsagn ved at »tage livet af sig selv«. Han har også sat ord på, hvordan hans liv blev vendt op og ned på et sekund på den dystre dag.

»Det ene øjeblik forbereder jeg mig til Tour de France og giver alt på min enkeltstartscykel, det andet øjeblik kæmper jeg for mit liv,« har han udtalt til mediet Cyclingnews.

Senere satte han ord på det nye perspektiv, nærdødsoplevelsen havde givet ham.

»Det er som en ny chance i livet for mig. Det er som at blive født på ny, og jeg nyder alle de små ting,« siger han i et langt interview med mediet Semana, hvor han også forklarer, at han er »lykkelig for bare at være i live«.

Uheldet sendte Egan Bernal to uger på hospitalet, inden han blev udskrevet.

Egan Bernal (nr. 41) til PostNord Danmark Rundt.
Egan Bernal (nr. 41) til PostNord Danmark Rundt. Foto: Thomas Sjørup
Vis mere

Dernæst var processen med at komme tilbage i form voldsom. Cykelrytteren har dokumenteret det meste på Instagram – blandt andet i en hjerteskærende og hård video, hvor man ser Egan Bernal – totalt afkræftet – tage sine første, forsigtige skridt siden ulykken.

En både livsbekræftende og brutal video, hvor glæden mellem hans gang og sorgen i hans skrøbelighed står i skarp kontrast.

Der gik kun en måned fra Bernals nærdødsoplevelse, til han sad på en hometrainer igen og gjorde det, han altid har været bedst til. Bevares, det gik langsomt. Men han sad der.

Sidst i april kom Gustavo Urzia så med en chokerende udmelding.

Lægen, der var med til at behandle Egan Bernal og bringe ham tilbage til livet, meldte ud, at Bernal allerede ville være klar til at konkurrere i maj i år.

»Fra dag 120 efter ulykken tror jeg, at Egan kan træde i pedalerne igen og være i form til at konkurrere. Hans trænere skal give grønt lys,« sagde han dengang ifølge VeloNews.

Som bekendt gik der lidt længere tid. I stedet blev 16. august 2022 den første gang, Bernal atter sad i et professionelt felt efter skrækdagen 24. januar.

Hypen er stor, og opmærksomheden er høj. Forventningerne er noget mindre.

»Hvis jeg kan fuldende løbet uden smerter eller problemer, er det stort for mig,« forklarer Egan Bernal forud for løbet.

»Bare det at være en del af et felt med så mange ryttere igen bliver svært for mig, men vi må se, om jeg kan håndtere det og hjælpe holdet en smule.«

Om han vinder Tour de France eller Giro d'Italia igen, vil forblive uvist. Men Bernal har allerede vist, at mirakler kan finde sted.