Søndagens Giro-etape blev endnu en triumf for Qhubeka, der med Victor Campenaerts fik sin tredje etapesejr.

Belgiske Victor Campenaerts fra Qhubeka Assos vandt 15. etape af Giro d'Italia efter en flot spurt til slut.

Det var den tredje etapesejr til Qhubeka-mandskabet i dette års Giro.

Afgørelsen stod længe til at blive en duel mellem Campenaerts og hollænderen Oscar Riesenbeek fra Alpecin-Fenix.

De to lykkeriddere var med i etapens afgørende udbrud, og de lå alene i front på de sidste lidt over 20 kilometer.

Afslutningen blev præget af massivt regnvejr, og det betød glatte landeveje på de sidste omkring 16 kilometer.

Det forhindrede dog ikke de to forreste ryttere i at køre vildt ræs om sejren.

På skift angreb Campenaerts og Riesenbeek hinanden, og de var i hvert fald ikke enige om at samarbejde på de sidste fem-ti kilometer.

Den strategi var farlig, da en forfølgergruppe ikke var mange sekunder bagefter. Forfølgerne nåede dog aldrig at få kontakt.

Riesenbeek åbnede spurten tidligt på opløsningsstrækningen, men også for tidligt.

Campenaerts fik hurtigt fat i hollænderens baghjul og forcerede sig overlegent forbi og først over målstregen.

Tidligt på etapen var der også drama, kort efter at det hele blev skudt i gang.

Et styrt efter blot to kilometer sendte adskillige ryttere i asfalten, og flere af dem udgik af løbet. Det medførte, at etapen blev neutraliseret i over en halv time.

Emanuel Buchmann fra Bora var en af dem, der udgik. Tyskeren lå inden etapen på en samlet sjetteplads.

Trioen Natnael Berhane (Cofidis), Jos van Emden (Jumbo-Visma) og Ruben Guerreiro (EF) udgik også.

Danske Mikkel Honore var også impliceret i styrtet, men han var i stand til at køre videre og gennemføre etapen.

Egan Bernal fra Ineos kom i mål sammen med hovedfeltet mere end 17 minutter senere, og colombianeren fører fortsat løbet i den samlede stilling. Simon Yates (BikeExchange) er på andenpladsen, og Damiano Caruso (Bahrain) er på tredjepladsen.

Søndagens etape bød på en 147 kilometer småkuperet rute fra Grado til Gorizia tæt på den slovenske grænse.

/ritzau/