Tom Boonen (Etixx-Quickstep) vandt 3. etape af det hollandske og belgiske etapeløb Eneco Tour i en massespurt.

Den belgiske hjemmebanehelt åbnede spurten tidligt og strøg som en raket frem forbi de andre sprintere i fronten af feltet. Han vandt foran Arnaud Demare (FDJ), der var den eneste med en reel chance for at vriste sejren fra Boonen.

André Greipel (Lotto-Soudal), der vandt 2. etape, lå alt for langt tilbage i spurten og nåede ikke en gang Boonens hjul.

Løbet føres fortsat af den hollandske rytter Jesper Asselman.

Desværre var der også trist nyt for det danske cykelpublikum, der følger med i Eneco Tour. Matti Breschel, der styrtede med et par kilometer tilbage af tirsdagens etape, fordi en rytter slingrede ind i hans hjul, udgik på 3. etape.

Den dårlige nyhed for Matti Breschel kommer efter et forrygende Post Danmark Rundt, hvor Tinkoff-Saxo-rytteren vandt to etaper og lod sin holdkammerat Michael Mørkøv vinde den afsluttende på Frederiksberg Allé.

Torsdag venter en 14 kilometers enkeltstart for feltet i Eneco Tour, der slutter søndag.