Remco Evenepoel har fået en hård grand tour-debut, og han kommer ikke til at køre Giro d'Italia færdig.

Det belgiske cykelrytter Remco Evenepoel stiller ikke til start ved Giro d'Italia torsdag, meddeler Quick-Step-holdet.

Efter en hård grand tour-debut styrtede det 21-årige stortalent på onsdagens 17. etape, og det er ifølge holdet årsagen til, at han nu trækker sig fra løbet.

Evenepoel formåede at gennemføre etapen trods styrtet og blev efterfølgende tilset af en læge.

Han har ikke pådraget sig brud på knogler, men har fået flere skrammer og småskader på blandt andet sin ene hånd og et ribben. Derfor anbefalede den lægelige stab, at Evenepoel trækker sig og gør sig klar til nye opgaver.

- Det var et styrt, der ikke skulle være sket. Jeg ved ikke, hvad der egentlig skete foran mig, men jeg kom ind i et sving og så nogle af de andre på jorden.

- Jeg kunne ikke komme udenom på den rigtige side, fordi jeg kørte lige ved siden af en anden rytter, så jeg havde ingen chance for at undgå styrtet, siger Remco Evenepoel, som var lige ved at styrte ud over et autoværn.

Han fortæller selv, at det ikke giver meget mening at fortsætte med de skader, han har pådraget sig.

Det unge talent havde da også for længst udspillet sin rolle i det samlede klassement. Efter onsdagens etape var han over en halv time efter Egan Bernal (Ineos), der fører løbet.

Evenepoel var spået en stor rolle i løbet og klarede sig også godt indtil 11. etape, hvor rytterne begav sig ud på grusveje.

Det var ikke belgierens kop te. Han så voldsomt usikker ud på det glatte underlag og tabte over to minutter til Egan Bernal, som han ellers kun var 14 sekunder efter inden etapen.

Siden er Evenepoel faldet yderligere tilbage i klassementet.

- Det er selvfølgelig ærgerligt at forlade løbet og min første grand tour for tidligt, men det var et godt eksperiment, og jeg håber at vende tilbage en dag, siger Evenepoel.

Når den i cykelsammenhænge purunge belgier kalder det for et eksperiment, skyldes det, at årets Giro d'Italia var Evenepoels første løb siden en voldsom ulykke i Lombardiet Rundt i august sidste år, hvor han kom slemt til skade.

På vej mod et topresultat kørte Evenepoel ud over en bro. Han brækkede sit bækken og kunne senere konstatere, at han var millimeter fra at skulle sidde i en kørestol resten af livet.

Inden da havde Evenepoel vundet alle løb, han havde stillet op i i 2020.

/ritzau/