Tim Merlier var hurtigst i spurten på 2. etape af Giro d'Italia, mens Dylan Groenewegen blev nummer fire.

Bare to etaper inde i Giro d'Italia kan Alpecin-Fenix konstatere, at det har været et godt løb for det belgiske cykelhold.

På søndagens 2. etape vandt den tidligere belgiske mester Tim Merlier sprinternes første dyst på de italienske landeveje.

28-årige Merlier, der nu har taget fire sejre i 2021, var hurtigste mand på målstregen i Novara efter 179 kilometers kørsel.

Han spurtede sig til sejr foran Qhubekas Giacomo Nizzolo og Cofidis-italieneren Elia Viviani.

Hollænderen Dylan Groenewegen, der gør comeback efter ni måneders karantæne, blev nummer fire.

Efter lørdagens sejr på løbets indledende enkeltstart befinder den lyserøde førertrøje sig fortsat på Ineos-italieneren Filippo Ganna. Han fører foran Edoardo Affini og Tobias Foss, der begge kører for Jumbo-Visma.

Tre italienere fra mindre hold, Filippo Tagliani, Umberto Marengo, Vincenzo Albanese, udgjorde etapens optimistiske udbrud.

Feltet havde kontrol over dem hele vejen, og Albanese fik mest ud af strabadserne ved at køre sig i bjergtrøjen.

Måske var det derfor, han lod sig opsluge af feltet efter en defekt med lidt over 70 kilometer tilbage.

De resterende udbrydere blev hentet med cirka 24 kilometer igen, og væddeløbet begyndte først for alvor på de sidste kilometer.

Her buldrede Cofidis og UAE Emirates af sted mod målstregen, men ingen af konkurrenterne kunne følge Merliers topfart.

Caleb Ewan fra Lotto Soudal, der ellers var udråbt som en af de store favoritter til sejren, trillede først i mål på tiendepladsen.

Værre gik det dog for UAE Emirates' Fernando Gaviria, som på forunderlig vis undgik at styrte, da han ramte barrieren kort før målstregen.

Løbets to danskere, Mikkel Honoré fra Quick-Step og Christopher Juul-Jensen fra BikeExchange, spillede ingen nævneværdig rolle på etapen.

/ritzau/