Mandag stod det klart, at den danske cykelstjerne Jonas Vingegaards sæson er slut. 

Og det vækker bekymring hos B.T.s sportsredaktør Lasse Vøge. 

Danskeren var ellers i spil til at køre VM i Canada i slutningen af september, men sådan blev det altså ikke. 

»På grund af kravebensskaden er min genoptræning blevet forsinket, og det er ikke muligt for mig at komme tilbage på mit topniveau i den kommende periode.«

»Mit fokus er på at forberede mig optimalt til at indfri mine mål i 2027-sæsonen,« siger danskeren til Vismas egen hjemmeside. 

B.T.s sportsredaktør Lasse Vøge er ikke overrasket over dén nyhed. Til gengæld er han bekymret for Vingegaards fremtid. 

»Det er helt som ventet. Jonas Vingegaard er en dieselmotor - og man vil ikke kunne få ham i omdrejninger til et VM,« siger han. 

»Jeg kan se, at der i cykelfankredse allerede spekuleres i, om Jonas Vingegaard overhovedet vender tilbage. Om motivationen endegyldigt er væk, efter at han fuldendte Grand Tour-hattricket. Og jeg må indrømme, at jeg da også er vildt bekymret,« lyder det fra Vøge. 

Han begrunder sin bekymring for, om karrieren kan være slut for danskeren. 

»Den Vingegaard, vi så under Touren virkede knækket. Og han så nærmest lettet ud, da han kunne trække sig ud af løbet halvvejs. Jeg håber, at min bekymring bliver gjort til skamme. Det ville være tæt på katastrofalt for dansk sport - der virkelig har nogle svære år - at miste så stor en profil,« konkluderer han.