Kirkeklokkerne har været i gang hos ét af dansk cykelsports største stjernepar.

For de to OL-medaljevindere Lasse Norman Hansen og Julie Leth er nemlig blevet gift.

Det bekræfter parret over for B.T.

»Ja, den er nok lidt svær at løbe fra. Og det vil vi nu heller ikke,« skriver Julie Leth i en sms, hvor hun bekræfter den store dag, der fandt sted lørdag.

På Instagram har hun da også delt flere billeder fra det nygifte pars store dag i nogle stories.

Lasse Norman Hansen og Julie Leth har i mange år været ét af cykelsportens mest kendte stjernepar.

Og derfor fik det da også stor opmærksomhed, da parret var centrum for et rørende øjeblik under OL i Tokyo sidste år.

Lasse Norman Hansen er både verdensmester og femdobbelt OL-medaljevinder i banecykling. Han har blandt andet vundet OL-guld i disciplinerne omnium og parløb.

Julie Leth kan ligeledes prale af at have have en olympisk medalje i hjemmet. Hun vandt nemlig sølv i parløb ved legene i Tokyo sammen med Amalie Dideriksen.