Cykelsporten blev ramt af en tragisk ulykke lørdag, da den 25-årige nordmand André Drege styrtede voldsomt i Østrig Rundt og døde af sine kvæstelser.
Nu bekræfter løbsarrangørerne, at søndagens etape, der skulle have været den sidste, er blevet aflyst.
I stedet bliver dagen en hyldest til André Drege.
»Den sidste etape af Østrig Rundt vil ikke blive kørt på grund af det tragiske dødsfald. Hele cykelverdenen er i chok. Efter ønske fra André Dreges familie og hold vil der i stedet være en mindeetape,« skriver de på Instagram.
»Mindeetapen er efter udtrykt ønske fra André Dreges far, holdkammerater og hold. Det giver hele cykelfamilien muligheden for at bearbejde, hvad der skete, og for at ære André Dreges minde.«
Omkring klokken 11 søndag vil rytterne stille sig klar i startområdet for at afholde ét minuts stilhed til minde om nordmanden, inden den neutrale start går.
Herefter vil alle rytterne køre i deres holdbusser til Tulfes, hvorfra rytterne vil cykle omkring 10 kilometer til Patscherkofel, hvor der skulle have været en bjergspurt på søndagens etape.
Den 25-årige nordmand styrtede lørdag på nedkørslen fra Grossglockner, og selvom han fik førstehjælp, stod hans liv ikke til at redde.
Det østrigske politi bekræfter til mediet Kronen Zeitung, at efterforskningen fortsætter.
