De professionelle cykelryttere har så småt pakket sammen for i år og gjort klar til en velfortjent vinterferie. De danske stjerner kan i hvert fald se tilbage på et mere end godkendt 2018.

»Det må næsten have været det bedste siden 1996. Det er, som om der for alvor gik hul på bylden,« fortæller Quick-Steps danske sportsdirektør, Brian Holm.

Og det har været længe ventet med de flotte sejre, mener Thomas Bay, der er kommentator på Eurosport og tidligere cykelrytter. I år har der været flere danskere, der har budt sig til, når det er kommet til at sidde med helt fremme og vinde cykelløb. Og i år kulminerede det.

»Man kan vel kalde det gennembrudsåret. Vi har siddet som jubelidioter i årevis og prædiket, at det var et spørgsmål om tid for den her generation, før de ikke bare var med fremme, men også begyndte at vinde de helt store cykelløb. Det synes jeg, 2018-sæsonen har været. Næsten hver gang, der er et stort løb på tapetet, er der realistiske forhåbninger til, at en dansker kan køre med om sejren,« siger Thomas Bay.

Michael Valgren kommer i mål på 16. etape af Tour de France 2018.
Michael Valgren kommer i mål på 16. etape af Tour de France 2018. Foto: BENOIT TESSIER
Vis mere

Vilde Valgren

Fælles for både Brian Holm og Thomas Bay er, at en dansker dog overstråler de andre. Astanas Michael Valgren. Den 26-årige thybo har længe vist, at han kunne være med fremme, og i år viste han tidligt på sæsonen vejen for landsmændene.

»Han startede det hele med at vinde Omloop Het Niuewsblad, der for mig står som et af de smukkeste cykelløb. Skeptikerne kunne sidde og sige, at han jo bare sad på hjul. Men da han så vinder Amstel efterfølgende, så er der ingen tvivl. Det var en verdensstjerne,« siger Brian Holm

Foruden de to sejre i foråret kørte Valgren også et flot Tour de France, hvor han flere gange spillede en hovedrolle i løbet – blandt andet på 15. etape, hvor han var stærkt medvirkende til Magnus Corts etapesejr.

Derudover blev Valgren nummer syv ved VM efter flot kørsel, hvor han lå i spidsen for løbet dybt inde i finalen på den kuperede rute. Det åbner andre muligheder, mener Thomas Bay,

Magnus Cort tog i år den første danske etapesejr i Tour de France siden Nicki Sørensens sejr i 2009.
Magnus Cort tog i år den første danske etapesejr i Tour de France siden Nicki Sørensens sejr i 2009. Foto: STEPHANE MAHE
Vis mere

»Han skal måske til at være lidt mere selektiv. Han har evnerne til at være med overalt. Det er jo en åbenbaring at have de evner, med det gør også, at man måske skal tænke sig lidt om og ikke skyde for bredt og ville det hele. Men det har han været sindssygt god til. Det er nogle vanvittige resultater, han har med hjem,« siger kommentatoren.

Succes avler succes

Kigger man ned i rækkerne, finder man endnu et kuld af talentfulde ryttere, der vinder og vinder på ungdomsniveau.

»Det giver blod på tanden til de unge mennesker, der kører. De næste, der kommer, vil være den nye Søren Kragh eller Magnus Cort. Det er, som om der hver 14. dag er en ny rytter, der nu er den bedste af de nye,« siger Brian Holm.

Og den vinderkultur, der nu er skabt blandt danskerne, har allerede vist sig fra sin gode side, fortæller Thomas Bay, der forudser endnu flere topresultater i de kommende år.

»Der er ingen grund til at tro, at det her stopper. Det er meget godt illustreret i år med, at Søren Kragh kørte fint i foråret. Men så har han jo skævet til, at Mads Pedersen, Valgren og Cort skrabede resultater til sig. Der viser han med et meget stærkt Tour de France og senest sejren i Paris-Tours, at der kommer den der 'når de kan, så skal jeg kraftedeme også' på en selvforstærkende måde.«

Søren Kragh Andersen tog i efteråret sejren i Paris-Tours.
Søren Kragh Andersen tog i efteråret sejren i Paris-Tours. Foto: GUILLAUME SOUVANT
Vis mere