Udadtil er det forsøgt beskrevet som en perfekt og idyllisk harmoni.

Men det var kun, indtil hemmeligheden, der hidtil har været en tikkende bombe, sprang i luften og eksploderede for åbent skue. Og skabte et kæmpemæssigt kaos.

For glansbilledet på franske Groupama-FDJ er splintret i tusind stykker, efter holdets to største stjerner, David Gaudu og Arnaud Démare, er havnet i en åben krig.

Godt nok ved en fejl, men den brutale sandhed er den, at ingen af de to kan fordrage hinanden.

Det hele startede som det, der bedst kan betegnes som bagtaleri fra Gaudu.

Den 26-årige franskmand svinede nemlig sin holdkammerat i det, han troede var et lukket forum, det sociale medie Discord.

Gaudu troede, at de eneste, der kunne følge med, var nære venner og nogle udvalgte fans – men virkeligheden var en helt anden. Han blev opdaget, og alle Gaudus ord blev udstillet til frit skue online.

»Han (Démare, red.) vil udtages til Touren. Men det er altså ikke givet. Jeg vil ikke have, at han kommer med. Bliv hjemme!« lyder det blandt andet fra Gaudu om sin holdkammerat, der blev forbigået sidste år til verdens største cykelløb.

Gaudu er holdets store klassementhåb, Démare holdets stjernesprinter – og bølgerne er gået højt mellem dem, der har kørt Tour de France sammen to gange i 2018 og 2021.

Rivaliseringen startede, da klassementhåbet kom ind på holdet i 2017 og fyldte lidt for meget til Démares smag. Og spændingerne hænger stadig så tykt i luften, her seks år senere, at de to ikke kan være i samme rum, hvis det bare er småt nok.

Det gav sig senest til udtryk på holdets træningslejr på Tenerife.

»Han (Démare, red.) ville ikke stille sig med ind i elevatoren, fordi 'Gaudu står der'. Fordelen er, at vi ikke taler sammen, og vi kører stort set aldrig sammen,« lød det fra Gaudu.

Arnaud Démare har vundet hele otte etaper i Giro d'Italia, to i Tour de France og vundet storløbet Milano-Sanremo.
Arnaud Démare har vundet hele otte etaper i Giro d'Italia, to i Tour de France og vundet storløbet Milano-Sanremo. Foto: GUILLAUME SOUVANT
Vis mere

»Hvis jeg skal fortælle det direkte til ham, under fire øjne, kan jeg sagtens gøre det. Jeg er ikke bange for ham.«

Siden da har krigen skabt overskrifter verden over.

Gaudu trak (lidt) i land på sin Twitter-profil, hvor han forklarede, at hans 'ord aldrig skulle have været sagt i et offentligt rum'. Derudover har han undskyldt over for holdet og Arnaud Démare.

Hvad det kommer til at betyde fremover, er indtil videre umuligt at spå om.

Men selvom der ser ud til at være lagt nogenlunde låg på sagen, slår det utvivlsomt stadig gnister under overfladen.