KOMMENTAR

Alle med bare et minimalt kendskab til Jakob Fuglsang ved, at han altid har haft Tour de France som sit helt store mål. En sejr har han aldrig råbt højt om, men en podieplads har været ambitionen i efterhånden rigtig mange sæsoner.

Tidligere har vi hørt på gode - og knap så gode - forklaringer på, hvorfor målsætningen ikke er indfriet. Nu kan alle dybere analyser vel godt pakkes sammen. Jakob Fuglsang er ganske enkelt ikke bedre end det niveau, han viser lige nu i Touren, og drømmene om en podieplads i Paris går nok aldrig i opfyldelse. Man skal enten være nært beslægtet med Fuglsang eller dansker, hvis man er af den modsatte opfattelse.

Bjarne Riis har flere gange udtalt sig om både Astanas og Jakob Fuglsangs kørsel. Blandt andet mener Riis, at den 33-årige dansker træner forkert. Det er da et bud. Men vi har efter hver udgave af Tour de France læst og hørt utallige eksperter forsøge at finde svaret på, hvorfor pokker Fuglsang ikke kører sig på podiet. Så vejer han for meget, så vejer han for lidt, så er han for defensiv, så er han for offensiv og dumdristig, så mangler han et godt hold omkring sig.

Jamen, hør nu her, alle muligheder er afprøvet, og Fuglsang har fået det, som han vil have det i årets udgave af Touren. Tilbage står sandheden: Jakob Fuglsang mangler det sidste i at nå hele vejen op blandt verdens bedste cykelryttere. Længere er den ikke. Det er ikke en skam at komme frem til den erkendelse, det er at møde virkeligheden i øjenhøjde.

Vis mere

Det er ikke nødvendigvis Fuglsangs skyld. Manden er ikke dum eller doven. Han har gjort alt, der stod i hans magt for at rykke sig det sidste stykke. Han har sågar levet som en munk på toppen af en vulkan i store perioder af sit liv, mens hans hustru alene har passet parrets nyfødte barn derhjemme. Og vi taler reelt om få procenter, før Jakob Fuglsang kører med de absolut bedste.

Men på det her niveau er én eller to procents forskel nok til at markere sin tydelighed på bjergene. Cykelsporten er så pokkers ubarmhjertig, at man enten er i besiddelse af de fysiske forudsætninger, eller også er man ikke. Og Fuglsang har det ikke i sig, når det kommer til at gøre en forskel over tre uger.

I Frankrig forsøger Jakob Fuglsang i disse dage at sælge en top-10-placering som en værdifuld bedrift. I så fald er Fuglsang nok den eneste, der ser succesen for sig. Astana-holdets chef, Aleksandr Vinokourov, kan for eksempel ikke bruge det til noget som helst. På intet tidspunkt har han skånet hele Danmarks cykel-darling for et forventningspres, og Vinokourov har flere gange offentligt udtalt, at podiet var minimumskravet.

Det når Fuglsang på ingen måde, og jeg tror, det nu er helt afgørende for Jakob Fuglsang, at han ikke lyver for sig selv, men ærligt forholder sig til virkeligheden og får defineret, hvad hans fremtid skal bringe.

Vis mere

Astana har allerede en guldfugl på holdet. Han er 24 år gammel og hedder Miguel Ángel López. Fremtiden tilhører colombianeren, ikke Fuglsang fra Silkeborg.

Touren i år var dét skud i bøssen, Jakob Fuglsang fik. Næste sæson er han måske tilbage på de franske landeveje i juli, men så er det som hjælper for López. Dermed skal værdien og motivationen i cykelkarrieren findes andre steder.

Det er ikke umuligt. Og Fuglsang har da også i en sidebemærkning nævnt, at én-uge-etapeløb ligger bedre til ham. Så hedder de fremtidige sæsonmål bare Catalonien Rundt, Paris-Nice, Romandiet Rundt eller Schweiz Rundt og ikke Giro d’Italia, Tour de France eller Vueltaen. Det er der intet galt i, det er såmænd Fuglsangs fremtid.