Cykelåret 2018 blev et af de bedste i historien set gennem danske briller. Masser af sejre blev det til på både kvinde- og herresiden, for de danske juniorer – og for den sags skyld for de danske sportsdirektører i bilerne.

B.T. Sport er gået sammen med sportsdirektør hos Quick-Step Floors Brian Holm, Eurosports kommentator Thomas Bay og sportsdirektør hos Riwal Ceramicspeed Cycling Team Michael Skelde om at vurdere cykelåret gennem syv forskellige kategorier.

Årets danske rytter

Thomas Bay:
Michael Valgren. Jeg har ikke set ham i middelmådig form i år. I foråret kan man bare kigge på resultaterne. Så var han brølstærk under Tour de France, og det er rigtig svært at kombinere de to ting sammen med så stadig at køre et flot efterår. Alle cykelløb jeg har set ham i, har han været stærk i. Og hvis det er hans bundniveau, bliver han en endnu mere fintunet sejrsmaskine.

Brian Holm:
Arh, det er Valgren. Han er dygtig. Han har fløjet lavt fra marts til VM. Han har hele tiden været klar. Han er en dansk light-udgave af Valverde. Han er aldrig dårlig og sidder der altid.

Michael Valgren. Amstel Gold Race.
Michael Valgren. Amstel Gold Race. Foto: MARCEL VAN HOORN
Vis mere

Michael Skelde:
Michael Valgren. Han er den, der har lavet det absolut største, og det er ham, der skinner allermest igennem. Han vinder Amstel Gold Race, han kører et meget flot Flandern Rundt, og han vinder Omloop Het Nieuwsblad. Han havde en fantastisk forårssæson, og så ser vi også til VM, at der ikke er mange, der har større kvaliteter end ham som endagsrytter.

B.T.s bud:
​Michael Valgren. To enorme sejre i foråret med Omloop Het Nieuwsblad og Amstel Gold Race. Hjalp Cort til etapesejr i Touren. Flot forsøg til VM, hvor vi kortvarigt var ved danse på bordene, da han førte det hele med få kilometer tilbage. Fremragende sæson, og hold nu fast, hvor vi glæder os til mere Valgren i 2019!

Årets danske skuffelse

Thomas Bay:
Ved EM i landevejscykling i Glasgow troede jeg egentlig, at vi ville have gjort det bedre. Det gælder egentlig samtlige mand, der var til start – måske lige bortset fra Mørkøv og Asgreen, der udfyldte deres roller. Men vi var af sted med et stærkt hold, og vi var næsten ikke-eksisterende i løbet. Det sker nogle gange, men det var ikke nogen succes.

Brian Holm:
EM i Glasgow med sådan et godt danskerhold, hvor bedste dansker så bliver nummer 18. Det kunne vi godt have gjort bedre. Der er også dårlige cykelløb, og sådan er det bare.

Jakob Fuglsang.
Jakob Fuglsang. Foto: JEFF PACHOUD
Vis mere

Michael Skelde:
EM var der ikke rigtig noget at komme efter på nogen som helst måde. Det var et cykelløb, hvor Danmark bare ikke var til stede, og hvor det næste geled af ryttere ikke formåede at kende deres besøgstid i forhold til at gøre opmærksom på sig selv i det cykelløb.

B.T.s bud:
Jakob Fuglsang har ikke kørt en dårlig sæson! Toer i Schweiz Rundt, etapesejr i Romandiet, hjalp Valgren til Amstel-sejr. Men Fuglsangs Tour-drømme led et ordentligt knæk, da han aldrig rigtig kom i nærheden af noget i dette års rundtur i det franske. Mest af alt var det skuffende for ham, men det var desværre også skuffende at følge med i.

Årets bedste enkeltstående præstation af en dansk rytter

Thomas Bay:
Det er sgu egentlig svært! Men jeg vil sige, den der kliniske måde, som Valgren vinder Amstel Gold Race på, er sindssygt flot. Der viser han det der overblik, han også har fået som cykelrytter, men også det fysiske overskud. Iskoldt kører han, og han levnede ingen tvivl om den sejr. Jakob Fuglsang spiller også en meget stor rolle i den sejr.

Brian Holm:
Jeg kan meget godt lide Søren Kraghs sejr i Paris-Tours. Han springer VM over for at forberede sig til den. Når man springer et VM over for et andet mål, og det så lykkes, så løfter vi på hatten. Det kræver sin mand.

Søren Kragh Andersen på podiet efter Paris-Tours.
Søren Kragh Andersen på podiet efter Paris-Tours. Foto: GUILLAUME SOUVANT
Vis mere

Michael Skelde:
​Der er mange store, flotte sejre, der er svære at sammenligne, men for mig, så er her det med at vinde det største. Og derfor synes jeg også, at Michael Valgren, der vinder Amstel Gold Race er den største enkelstående præstation.

B.T.s bud:
Det Flandern Rundt, som Mads Pedersen kører, det kan bare ikke få nok roser med på vejen. Hold nu fast, hvor fik han trådt nogle watt den dag. At sidde så længe ude foran i et udbrud for så stadigvæk at køre med i finalen er imponerende. Men at han rent faktisk var så tæt på at vinde, det er så sindssygt, at det ikke kan roses nok.

Årets danske overraskelse

Thomas Bay:
Mads Pedersens andenplads i Flandern Rundt. Der var jeg sgu overrasket. Han er lige det yngre end de andre, og at han kunne køre derude foran hele dagen ... Det er så små marginaler, der skal til, før han skal køre om sejren med Niki Terpstra – og så havde han vundet. At han kan blive ved med at overleve og køre op med de bedste. Det er nok der, jeg har tabt kæben mest i år.

Brian Holm:
For mig var det at se Mads Pedersen blive nummer to i Flandern Rundt og være så tæt på at vinde. Jeg vidste godt, han var god, men ikke så god. Så tillykke med det.

Mads Pedersen (tv.) på podiet til Flandern Rundt.
Mads Pedersen (tv.) på podiet til Flandern Rundt. Foto: DIRK WAEM
Vis mere

Michael Skelde:
Jeg synes, det er Mads Pedersen. Jeg var ikke i tvivl om, at han på et tidspunkt vil træde ind på den helt store scene, men hans andenplads i Flandern Rundt havde jeg ikke set komme endnu. Jeg var sikker på, at han nok skulle være med helt fremme i løb som Flandern, men at det allerede skulle ske nu, det var alligevel en overraskelse.

B.T.s bud:
Kasper Asgreen har kørt for World Touren og Quick-Step siden 1. april. Og hold da fast, hvor er det gået stærkt for den 23-årige. Hurtigt bliver han en så fast del af holdet, som han gør, kører Vueltaen og er en del af et hold på seks mand, der tonser VM-guld hjem på holdtidskørslen. Vildt.

Årets danske talent

Thomas Bay:
Julius Johansen kører med i toppen af klassementet til Post Danmark Rundt, og så viser han igen og igen med sejre rundt omkring, at han ikke bare er den her fantastiske juniorkører, men han bliver ved med at lægge på og kører resultater hjem i seniorrækkerne. Han kan alt på en cykel – på både banen og landevej. Og så viser Mikkel Bjerg også igen, hvad han kan.

Brian Holm:
Mikkel Bjerg. For anden gang at blive verdensmester – og så sætte sig hjem og slå den danske timerekord. Fy for satan.

Mikkel Bjerg, U/23-verdenmester i enkeltstart for anden gang i karrieren.
Mikkel Bjerg, U/23-verdenmester i enkeltstart for anden gang i karrieren. Foto: CHRISTIAN BRUNA
Vis mere

Michael Skelde:
Med det jeg betegner som talent, og nogen der har præsteret noget, som vi ikke havde forventet, så må jeg sige Julius Johansen. Han har virkelig gjort noget ekstraordinært i år, og efter en lang sæson vinder han så Olympia's Tour nede i Holland. At kunne gøre det som førsteårsrytter er meget imponerende.

B.T.s bud:
Vi går altså med Mikkel Bjerg. Så dominerende en enkeltstartsrytter, at han for andet år i træk vinder VM i disciplinen for U/23-ryttere. Som 19-årig! Dernæst slår han flot den danske timerekord, der ikke var et officielt UCI-forsøg. Men det er uofficielt det næstbedste forsøg nogensinde. Hatten af.

Årets cykeløjeblik

Thomas Bay:
Jeg må sige, jeg også er Geraint Thomas-fan. At se ham vinde på Alpe d'Huez, det var sgu klasse. Han er en af cykelsportens hard- working men, som endelig får betaling for sit slid og vist det potentiale, som vi har set en del år. Det gør han så som 32-årig. Han satte ikke en fod forkert i Touren, og på Alpe d'Huez tror jeg, de andre mistede troen på at hente ham.

Brian Holm:
Nu er jeg sportsdirektør, så for mig personligt, hvor Enric Mas vinder sidste etape i Baskerlandet Rundt. En kort etape, små gedeveje. Vi har tre massestyrt i starten, en sindssyg stigning til sidst på etapen, det pisregner. To hold kører efter ham til sidst, men han holder den. Det er en etape, jeg vil huske altid.

Cecilie Uttrup Ludwig. Arkivfoto.
Cecilie Uttrup Ludwig. Arkivfoto. Foto: MICHAEL KOOREN
Vis mere

Michael Skelde:
Det er helt klart Flandern Rundt. Og det er det ene og alene af den grund, at jeg har arbejdet sammen med Mads Pedersen, Michael Valgren og Magnus Cort og så lige pludselig se de tre ryttere, der alle sidder i finalen, de præger finalen, og så ender de også alle i top-20. Det var det fedeste cykelløb, jeg nogensinde har set.

B.T.s bud:
Et af de største øjeblikke for os på redaktionen stod Cecilie Uttrup Ludwig for. Hendes fjerdeplads til La Course var et flot resultat, men det efterfølgende interview var unikt. En lykkelig Cecilie Uttrup Ludwig stortuder af glæde og forklarer sin gode form med, at hun har fået fjernet visdomstænder. Det er legendarisk.

Årets cykelrytter (internationalt)

Thomas Bay:
Jeg bliver næsten nødt til at sige Alejandro Valverde. Nu fik han endelig sin VM-titel. I stort set alle cykelløb, han kører, der har vi nævnt ham som favorit inden for de første 10 sekunder. Der er rigtig mange, der har leveret en flot sæson – blandt andre Tom Dumoulin. Men skal jeg nævne én, bliver det Valverde.

Brian Holm:
Valverde, Valverde, Valverde. Det er regnbuestriberne, der gør det. Man havde næsten opgivet, og så lykkedes det ham alligevel. Han kører stærkt hele året og har gjort det flere år i træk. Du ser ham aldrig være umotiveret, han er altid vellidt i feltet. Det hører også med.

Foto: CHRISTIAN BRUNA
Vis mere


Michael Skelde:
Jeg må sige Alejandro Valverde. Han vinder VM i en alder af 38 og efter en karriere med så mange op- og nedture, og at han så formår at vinde verdensmesterskabet i dag, det er for mig enestående og noget, som jeg synes er meget spektakulært.

B.T.s bud:
Kan man sige andet end Valverde? Spanieren, der vandt VM og ikke er sluttet uden for top-50 i et løb siden 31. Januar 2016(!)? Ja. Julian Alaphilippe. Franskmanden har i år for alvor slået igennem som Valverdes arvtager på de korte, eksplosive afslutninger. Smukt Tour de France med etapesejre og bjergtrøje. Forrygende væddeløber, der altid vil vinde – og altid kan. Han er årets rytter i B.T.s bog.